23948sdkhjf

C.F. Møller skal føre Randers til vandet

En enig dommerkomite har valgt Team C.F. Møller som vinder af konkurrencen om en udviklingsplan for det ambitiøse byudviklingsprojekt, Byen til Vandet, i Randers. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse. 

Holdet under C. F. Møllers ledelse skal dermed stå for færdiggørelsen af en endelig udviklingsplan for byudviklingsprojektet. 

- Dommerkomitéen var enig om, at Team C.F. Møller var det team, som ramte bedst. Nu er næste skridt at udarbejde en specifik opgavebeskrivelse til vinderteamet. Den bliver ramme for udviklingen af et endeligt forslag til en udviklingsplan, siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune og formand for dommerkomitéen, i pressemeddelelsen. 

- Vi skal bygge for mennesker. Derfor er det afgørende, at Byen til Vandet er stærkt forankret både hos borgere og byråd. Det her drejer sig om at skabe byudvikling, som rækker mange generationer ud i fremtiden - det handler om vores fælles drømme og ønsker til byens udvikling. Samtidig lægger vi sporene for samspillet mellem by og natur midt i Randers, fortsætter han. 

”Byen til Vandet” er Randers byråds' ambitiøse vision om byudvikling, der skal udvikle en ny bydel på de nuværende havnearealer mellem midtbyen, Gudenåen og Randers Fjord - til gavn for både bosætning, erhverv og turisme. Samtidig skal projektet beskytte Randers mod stormfloder. 

Udflytningen af Randers Havn til nye og bedre arealer sydøst for den nuværende placering skaber mulighed for udviklingsprojektet. Sammen med andre ubebyggede arealer vil havnens etapevise udflytning  efterlade cirka 59 ha, der kan anvendes til byudvikling. 

 

Næste skridt mod Vandet
Kommunens faglige eksperter går nu i gang med at udarbejde en meget specifik opgavebeskrivelse til C.F. Møller. Opgavebeskrivelsen vil blive sendt til politisk godkendelse i november 2019 og vil udgøre rammerne for den endelige udviklingsplan for det 59 hektar store område. 

De dystede om opgaven

Vinderholdet er funder efter en omfattende konkurrence, hvor de tre eksperthold, Team Vandkunsten, Team Effekt og Team C.F. Møller har leveret hver deres bud på en udviklingsplan. De tre blev oprindeligt udvalgt blandt 18 interesserede teams.

Team C.F. Møller (vinder)
C.F. Møller A/S
Niras A/S
Urgent.Agency A/S
Cushman & Wakefield P/S 

Team Effekt
Effekt Arkitekter ApS
Cassøe Frost Borchmann ApS
Trafik Plan ApS
Konsulent "Fru Andersen"
WTM Engineers GmbH
ISC Rådgivende Ingeniører A/S
Nordicals Erhvervsmæglere Randers 

Team Vandkunsten
Vandkunsten A/S
Cowi A/S
Marianne Levinsen Landskab ApS
Johanne Bugge Experience Consult ApS

Fra december til februar 2020 vil C. F. Møller i løbende dialog med Randers Kommune udarbejde et forslag til en endelig udviklingsplan. Den behandler byrådet forventeligt i foråret 2020, og herefter vil planen blive sendt i offentlig høring. Her får borgerne igen mulighed for at forholde sig til materialet. 

Den bedste sikring mod vandet
Byen til Vandet er Randers Byråds ambitiøse vision om udvikling af en bydel, hvor man samtidig løser udfordringer omkring klimatilpasning og sikring mod oversvømmelser, ser på trafikudfordringerne og samtidig åbner for en byudvikling i takt med, at Randers Havn flytter til nye arealer. Den brændende platform er dog især klimatilpasningen. 

- Byen til Vandet arbejder med mange aspekter af byudvikling på én og samme tid. Team C.F. Møller leverede det mest gennemarbejdede forslag i forhold til sikringen mod vandet med løsninger, hvor man samtidig aktivt ser vandet som en ressource i form af attraktive naturforbindelser, siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania og medlem af dommerkomitéen.

Samtidig står planen også stærkest i forhold til den samlede fysiske plan og økonomiske plan, som ligger et solidt fundament under de øvrige dele af udviklingsplanen, uddyber han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.146