23948sdkhjf

Grønlandsk lufthavn kan blive dyr for Danmark

Op til to mia. kr. kan Forsvaret have bundet sig til at afholde i forbindelse med renoveringen af Kangerlussuaq Lufthavn i Grønland.

Det skriver Ingeniøren.

De seneste år har Kangerlussuaqs skæbne været uvis, da man har besluttet at bygge lufthavne i både Nuuk og Ilulissat. De skal stå klar i 2023.

Den uvisse fremtid har ført til bekymring og vrede blandt de cirka 500 indbyggere i Kangerlussuaq. Men onsdag i denne uge fik de afklaring.

Sammen med grønlandske regeringsmedlemmer har forsvarsminister Trine Bramsen (S) nemlig offentliggjort, »at Forsvaret fortsat skal kunne være til stede og anvende lufthavnen i Kangerlussuaq, og at lufthavnen fortsat skal kunne anvendes af civile fly under almindeligt gældende vilkår«.

Lufthavnen vil være ejet af Grønland og drevet af Grønlands Lufthavne Mittarfeqarfiit, men ifølge den grønlandske regering bliver det Forsvaret, som efter 2023 betaler for både renovering af lufthavnen og den daglige drift.

Den grønlandske infrastrukturminister, Karl Frederik Danielsen, har gjort det gældende over for public service stationen KNR.

- Det kan du se i det videre arbejde, som vi kommer til at offentliggøre løbende. Vi er blevet lovet, at Forsvaret kommer til at betale, siger han.

Dyrt for Danmark
Det kan gå hen og blive meget dyrt for Danmark og Forsvaret, som har sine egne hangarer på den militære side af lufthavnen, der også ofte er vært for amerikanske fly.

Installationerne har et enormt vedligeholdelsesefterslæb. Men værst ser det ud for den knap 3.000 meter lange landingsbane, taxiwayen og de to forpladser på henholdsvis den civile og militære side af lufthavnen, lyder det.

Smeltende permafrost har medført, at de er stærkt medtagne. Det gælder i en sådan grad, at store dele af den militære forplads er uanvendelig, og de sydligste 300 meter af landingsbanen ikke længere må bruges af tunge fly.

Det fik i 2015 Grønlands Lufthavne til at skønne, at der ville blive udløst et renoveringsbehov til en pris på 1.964 mio. kr. frem mod 2025.

Andre udregninger har anslået behovet til 1,5 mia. kr. og lige over 700 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141