23948sdkhjf

Tidligere leder i vvs-firma får kartelbøde

Samlet er der givet bøder for 1,75 mio. kr. til personer og firmaer, der har koordineret pris på en række byggeopgaver i København

En tidligere ledende medarbejder fra vvs-firmaet Sanoterm Danmark A/S fra Holte har accepteret en bøde på 100.000 kr. for at have udvekslet priser med en konkurrent.

Medarbejderen har erkendt at have udvekslet oplysninger om priser og andre vilkår med konkurrenten Fredensborg VVS Teknik A/S.

Det er sket i forbindelse med en vvs-underentreprise på projektet "Ny krydstogtterminal" i april 2013.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Bøden afslutter et sagskompleks om prisudveksling mellem vvs-virksomheder i hovedstadsområdet, der samlet løber op i 1,75 mio. kr.

De første bøder blev uddelt i 2017.

Bøder for 1,75 mio. kr.

1 mio. kr. til Fredensborg VVS Teknik A/S

575.000 kr. til Christoffersen & Knudsen A/S

Tre bøder af 25.000 kr. til tre ledende medarbejdere i henholdsvis Fredensborg VVS Teknik A/S, Christoffersen & Knudsen A/S samt Sanoterm Danmark A/S og en bøde på 100.000 kr. til en anden ledende medarbejder i Sanoterm Danmark A/S

Grunden til, at bøden, som er uddelt til den anden lededende medarbejder i Sanoterm, er fire gange så stor som de tre tidligere bøder i sagen, er, at straffeniveauet blevet skærpet i 2013

De tre første forhold blev begået før skærpelsen i marts 2013, mens den sidste bøde givet for ting, der er foregået efter

Bøderne er fordelt mellem de tre virksomheder Christoffersen & Knudsen A/S, Fredensborg VVS Teknik A/S og Sanoterm Danmark A/S samt flere ledende medarbejdere fra de tre virksomheder.

Flere års efterforskning
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen satte gang i efterforskningen af vvs-kartellet i 2015 på baggrund af et tip. Siden anmeldte Konkurrencerådet sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på strafferetlig forfølgelse.

Den største bøde i komplekset er givet til vvs-virksomheden Fredensborg VVS Teknik, der sidste år blev opkøbt af teknikvirksomheden Poul Sejr Nielsen fra Nordsjælland, som er delvist ejet af koncernen Jensen Gruppen. Fredensborg VVS-Teknik betalte i august 2017 en bøde på en mio. kr. for at have koordineret tilbud med en konkurrent på fem byggeprojekter.

Firma begæret konkurs
I januar i år betalte vvs-virksomheden Christoffersen & Knudsen en bøde på 575.000 kr. for at have koordineret tilbud med Sanoterm i forbindelse med et tilbud på VVS-arbejde på byggeprojektet Enebærhaven.

Sanoterm Danmark A/S har været under konkursbehandling siden juni 2018. I det senest tilgængelige regnskab for 2016/17 kom selskabet ud med et underskud på 1,5 mio. kr., hvilket skar egenkapital ned til 0,5 mio. kr.

Underskuddet var delvist påvirket af konkurs hos en hovedentreprenør.

I ledelsesberetningen blev det omtalt, at to ledende medarbejere var sigtet for brud på konkurrenceloven, men der var ikke hold i sigtelserne, lød det dengang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094