23948sdkhjf

Gravemaskine tog den første mundfuld til 114.500 kvm hospitalsbyggeri

Den største etape af fremtidens Sjællands Universitetshospital i Køge løber op i 2,4 mia. kr.

Regionsrådsformand Heino Knudsen sad i førerhuset på gravemaskinen, som mandag skovlede den første mundfuld jord i sig til den største etape af fremtidens Sjællands Universitetshospital. 

De kommende år vil fire senge- og behandlingsbygninger på 114.500 kvm rejse sig i op til ni etager på byggepladsen i Køge. 

- Det vi graver i dag, er fundamentet for et nyt, moderne universitetssygehus. Et kraftcenter for uddannelse og forskning - og for avanceret og specialiseret behandling til alle vores borgere i hele regionen, sagde regionsrådsformand Heino Knudsen, da han var kommet ud af gravkoen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Regin Sjælland. 

Også Annemarie Knigge, der er formand for regionens sygehusudvalg, og Køges borgmester Marie Stærke talte ved det første spadestik til Køges nye skyline. Der bliver en storslået udsigt fra de nye sygehusbygninger, hvor sengeafdelingerne placeres i de øverste etager.  

For 2,4 mia. kr. hospitalsbyggeri
Det er få måneder siden, at Region Sjælland underskrev kontrakten på den første etape, TE01, med konsortiet, der skal bygge de fire sammenhængende senge- og behandlingsbygninger for 2,4 mia. kr. Totalentreprenøren er et joint venture bestående af de italienske entreprenører Itinera og CMB samt rådgiverne Politecnica og EKJ Rådgivende ingeniører. 

Itinera begyndte at etablere byggeplads i maj, og selve byggeriet opstarter efter sommerferien. 

Ifølge hovedtidsplanen vil den første sengebygning stå klar i efteråret 2021, og hele byggeriet skal stå færdigt ved udgangen af 2024.

Fakta: Sjællands Universitetshospital i Køge

Sjællands Universitetshospital i Køge opføres i etaper som en udvidelse af det eksisterende hospital og koster i alt fire milliarder kroner. Den største etape til 2,4 mia. kroner består af fire senge- og behandlingsbygninger, der bygges i op til ni etager og rummer blandt andet: 

- Enestuer: 789 (heraf 70 akutsenge)
- Intensiv pladser: 38
- Undersøgelsesrum: 134
- Operationsstuer: 16
- Stråleterapirum: 5
- Akutafdeling
- Fødeafdeling
- Billeddiagnostik
- Helikopterplatform på taget

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136