Bygger vi stilheden væk?

Flere og flere søger stilhed, fordi de er ved at få svip i kasketten af støj og larm.

Over halvdelen af jordens befolkning bor i dag i byer, og i år 2050 ventes hele 66 pct. af menneskeheden at klumpe sig sammen i bysamfund, de fleste i millionbyer. Og i storbyer er der støj fra trafik og mennesker. Industrialiseringen og mekaniseringen af vores livsformer støjer, og noget må gøres, hvis vi ikke alle skal gå til i larm og støjforurening.

Hvor vi bygger nyt, i for eksempel København på Carlsberg, F.L. Smidth, Grønttorvet og langs havnen, bygger vi nu så tæt, at der næsten ikke er plads til stille oaser. Alle normale bebyggelsesgrader og regler om tæthed og højder dispenseres der for, alene for at få så mange som muligt mast sammen på mindst mulig plads. Og hvor er det så, man søger ro?

Netop i den sammenhæng er det vigtigt, at vores dygtige landskabsarkitekter får mere plads at arbejde med og ikke kun ganske små lommer hist og her. Der skal rum og plads til at skabe en stille oase, selv om man trods alt også kan finde roen i en stille baggård.

Men i de nye byer er der ingen baggårde og ingen små håndværkere i baghuse bag facadehusene. Her er der kun tænkt i tæthed og ikke tilstrækkeligt i, at her skal bo mennesker, hvis pressede og trætte hoveder indimellem har behov for ro og stilhed for ikke at gå til i stress.

Miljøstyrelsen bad for få år siden kommunerne definere stillezoner i byerne, men kun meget få gik med på ideen. Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune er et par af de lydige og artige, og her er det muligt at finde ro, hvis man vil gøre sig den ulejlighed at opsøge stillestederne.

Det er et spørgsmål om vilje og ihærdighed at finde frem til stillestederne, men de er der overalt i alle byer; i parker, på kirkegårde, på torve og pladser, i baggårde, langs åer, søer eller havne, det handler bare om at være bevidst om at opsøge dem.

I København har jeg peget på 40 steder, i min gamle journalistelev-by Odense på 25 i mine to bøger om de byer.

Jeg kunne uden større besvær gøre det samme i mange andre danske byer, i Århus, Aalborg, Esbjerg, Horsens, Randers, Svendborg, Helsingør, Maribo og Sorø.

I Århus er det i den botaniske have, langs den genåbnede å, steder ved havnen og ikke mindst i Universitetsparken. I Aalborg langs fjorden, i gården bag det hvide slot, i Kildeparken, ved museet Kunsten, i baggårde i bymidten og i toppen af byens udsigtstårn. I Svendborg ved havnen, i byens små parker og ved kirkegårdene. I Sorø ved Akademiet, i gården bag museet og kunstmuseet, i villakvartererne og ikke mindst ved skovene, der omkranser den fine, gamle by.

Men hvordan sikrer vi de stille steder? Såmænd ved at bystyret vil det og ved at bystyret giver sine tekniske embedsmænd redskaber til at sikre, at trafikken i videst muligt omfang ledes udenom bymidterne.

Med andre ord: Det er ikke nok med dygtige fagfolk, vi skal også have vågne og modige politikere, der tør tænke i menneskelig trivsel, ikke kun ude på landet og i skoven, men også i byerne, hvor vi jo klumper os mere og mere sammen.

Det sker i et vist omfang. For eksempel kan en by som Odense ikke roses nok for at have gjort bymidten trafikfri og i samme forbindelse have nedlagt den helt misforståede kæmpe gennemfartsvej Thomas B. Thriges Gade gennem centrum. Den er nu lukket, og en ny dejlig lille stille by opstår, hvor gaden før pløjede sig igennem.

Og stilheden respekteres i den grad i Odense, især langs åen. Den charmerende å er en foræring til byen uden særlig megen havn, den er de senere år gjort pragtfuldt tilgængelig for gående og cyklister. Her er der stilhed, der vil noget. ///