KLUMME: Skaber vi fire tabere for hver vinder?

Byggebranchen står i disse år ved en skillevej! For det første fordi et nyt aftalesæt er ved at blive rullet ud. Det er ikke noget, der sker hvert årti. For det andet fordi nye samarbejdsformer er på hastig fremmarch. For det tredje fordi verdenssamfundet står med en kæmpe klimaudfordring.

Byggebranchens bidrag står og falder med at aktørerne, gennem partnerskaber og en "vi-kultur" båret at tillid og gensidig respekt, kan skabe øget innovation.

I blind tro på rationalet i markedskræfterne - og i at konkurrenceudsættelse i sig selv skaber værdi - har vi opbygget en industri, der binder massive ressourcer og investeringer i tilbudsgivning, der med sit ensidige fokus på de objektive målbare parametre søger at finde de billigste honorar- og/eller anlægsudgift.

Med andre ord: Der er ikke tale om en invitation til en respektfuld dialog mellem ligeværdige parter, men i en "måle-tælle-veje-logik" blot et ønske fra den ene part, om at få mere af det samme, for vores fælles skattekroner.

Billigst muligt betyder ofte, når vi taler om rådgiverudbud, at opdragsgiver uden at betale vederlag forventer at få kontraktydelser med i tilbuddet. Denne metode er trods alt sjældent brugt i entrepriseudbud, hvor det da også ville betyde at entreprenøren skulle levere 15-20 procent af byggeriet gratis - for så vidt som at vi køber præmissen om, at der findes "gratis leverancer" i byggeriet. Ikke mindst tabernes leverancer må vi formode skal betales før eller siden.

Modellen, der skaber fire tabere for hver vinder, koster milliarder i transaktionsomkostninger og lægger kimen til tvister og strid - alt sammen kontraproduktivt.

Ressourcerne kunne i stedet været brugt på at løse klimaudfordringerne. Spørgsmålet er vel, om vores mindset om konkurrenceudsættelsens fortræffeligheder overhovedet kan bruges til den opgave, der hedder "at redde kloden"?

Med det spild og den manglende værdiskabelse, der finder sted i disse år, kan jeg have min tvivl. Jeg må dog erkende, at med den tidshorisont, verdenssamfundet har givet os til at løse klimakrisen, er tiden nok ikke til at ændre konkurrenceinstitutionen som sådan.

Til gengæld vil en debat om andre måder at konkurrenceudsætte være på sin plads. Den nuværende danske model understøtter, desværre en "dem-og-os-kultur". En kultur, der - navnlig når vi taler offentlige byggeopgaver - forekommer absurd, når det drejer sig om at få mest mulig bæredygtighed for skattekronerne.

Byggeriets aktører på begge sider af tilbudsbordet står med et vanskeligt dilemma: Skal vi fortsætte med den silotænkning, vi som opportunister lægger for dagen og bare holde mund og holdningsløst indordne os markedsmekanismerne for selv at få størst mulig del af kagen?

For mange arkitektvirksomheder er der tale om en skillevej, hvor de bliver nødt til at diskutere om arkitektur kun er en æstetisk disciplin eller i lige så høj grad en etisk; om arkitekturen alene er et mål i sig selv eller et middel blandt flere til at skabe en mere bæredygtig verden.

Heldigvis er byggeriets parter med udbud af strategiske partnerskaber, ved at forlade "dem-og-os-kulturen" til fordel for længerevarende, tillidsbaserede partnerskaber.

Potentielt rummer den samarbejdsform store perspektiver, fordi tværfaglighed er en forudsætning for at levere innovative løsninger. Og fordi vi med partnerskaber sparer ressourcer, kan vi speede processen op - samtidig med at vi reducerer parternes transaktionsomkostninger.

Med de strategiske partnerskaber har vi fået en "vi-kultur", hvor det ikke blot er legitimt for parterne at diskutere fælles bæredygtighedsmål men en forpligtigelse.

Vi skal udvikle nye varianter af partnerskaber, for i en demokratisk samtale også at involvere de kommende generationer. ///