23948sdkhjf

Byggeriet bør bygge et fælles lab

Dagens debatindlæg er et opråb til byggebranchen - adm. direktør Karsten Hjarsø er træt af, at alle taler om labs og hubs uden at tale sammen på tværs

Uanset om man er på MIPIM i Cannes, i det innovative Blox i København eller sidder med omkring bordet ved et byggemøde, er der to ord, du ikke kan undgå at høre igen og igen i disse tider - nemlig hub og lab.

Tankegangen er som udgangspunkt enkel. At bygge en enhed ved siden af virksomheden eller selvstændigt i selve virksomheden, hvis fornemmeste opgave er at innovere, udfordre og kigge på, hvem der er vores konkurrenter i morgen. Men eksekveringen og et anvendeligt output er ualmindeligt svært og omkostningstungt.

På tværs af værdikæden
Bevægelsen er allerede i gang i den danske byggebranche. Vi vil alle sammen i mere eller mindre grad være digitale, og lige om lidt bliver nødt til det, hvis vi skal sikre en lønsom forretning.

Men vi er stadigvæk som branche håbløst bagud, når det handler om digitaliseringen. Vi er pr. definition konservative - og vi har været det altid.

Det er ikke i sig selv diskvalificerende, men det nytter ikke noget, at vi hver især løber med vores egne labs og hubs. Det kan bestemt være fordelagtigt for den enkelte forretning at udvikle selvstændigt på mikroniveau, men i min optik er vi nødt til at samle ressourcerne på tværs af værdikæden, hvis vi for alvor skal tage hul på det afgørende digitale kvantespring.

Jeg tror ikke på, at vi i vores branche skal bygge et lab hver især. Tiden er moden til, at vi sætter strøm til et nyt fælles setup i byggeriet. Jeg tror oprigtigt på, alle med digitale ambitioner for fremtiden skal mødes i det samme rum for at udvikle og innovere de løsninger, vi alle har brug for fremover.

Det er gammeldags, typisk og en taber-plan for byggeriet, at vi alle løber i vores egne retninger.

Helt ny dagsorden
Der skal sættes en helt ny dagsorden i byggebranchen med strategiske måder at samarbejde på, hvor det hele bliver mere transparent, hvor vi arbejder ud fra en fælles platform til glæde for alle - også miljøet.

Det er først, når hegnet er lagt ned, og vi tør kigge hinanden i øjnene og tale åbent, at vi kommer til at se eksplosive udviklingsridt. Det har man set i masser af andre brancher, og det kommer også til at gælde for byggebranchen. Ellers overhales vi af to mand i en garage med evnerne og en god idé.

Opfordringen er således enkel: Lad os mødes i et fælles byggeri-lab. Vi har muligheden for at sætte Danmark øverst på verdenskortet.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078