23948sdkhjf

MT Højgaard afleverer rekordbyggeri

Efter 117 års tro tjeneste var det tid til pension for Kløvermarken Pumpestation på Amager. I dens sted er Danmarks største spildevandspumpestation nu opført og taget i brug. 

Fredag afleverede MT Højgaard officielt den nye pumpestation på Amager til Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Siden 1901 har Kløvermarken Pumpestation pumpet det meste af spildevandet fra København, Frederiksberg og det nordlige Amager op fra hovedkloakkerne og videre til renseanlæg Lynetten. Efter 117 år var det altså slut for den gamle pumpestation.  

MT Højgaard indgik kontrakten på hovedentreprisen, som havde en værdi af 105 mio. kr., tilbage i marts 2016.

Planlægning og omkoblinger
Siden har entreprenøren stået for at opføre den nye og moderne pumpestation ved siden af den eksisterende samt omlægge de tilhørende kloak- og trykledninger, etablere to tryktårne og de underjordiske bygværker, der gør det muligt at tilkoble kloakvandet til den nye pumpestation. 

- Efter at den nye pumpestation var etableret har vi én for én koblet de seks hovedkloakledninger til den nye pumpestation. Det kræver en del planlægning, koordinering og omkobling, da vi ikke kan lukke for kloakledningerne. Det arbejde gik heldigvis som planlagt, takket være et rigtig godt samarbejde med Hofor, siger projektchef i MT Højgaard, Khaled Ghizzaui. 

Pumpestationen er Danmarks største og skal årligt pumpe cirka 35 milliarder liter spildevand fra omkring 350.000 borgere i København, på Frederiksberg og Amager.

- Pumpestationen har afgørende betydning for håndtering af hovedstadens store mængder spildevand. Det er derfor en stor tryghed for byen, at vi nu har en stærk, miljørigtig og fremtidssikret pumpestation, der i mange år frem kan bringe spildevandet sikkert frem, siger projektleder i Hofor, Niels Eriksen.

Fakta om Kløvermarken Pumpestation:

Pumpestationen er udført som en cirkulær pumpekælder med en diameter på ca. 35 meter.

Bunden af kælderen befinder sig ca. 10 meter under terræn, og i terræn er der etableret et betondæk, hvorpå der er bygget et teknikhus. Teknikhuset er rundt og ca. 400 kvadratmeter stort og opført med in situ-støbte skalmurede bagmure.

Desuden er der etableret to tryktårne på ca. 28 meter, hvoraf 24 meter er over terræn.

Pumpestationen pumper spildevandet op fra byens hovedkloakker og videre til renseanlæg Lynetten.

 

 

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14