23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Aarsleff, Dansk Byggeri, Skala Arkitekter, Favrskov Forsyning og Hofor

Aarsleff
Claus Dam Christophersen, sektionsdirektør i Aarsleff Rail A/S, har 25-års jubilæum i Aarsleff-koncernen. Claus startede i Aarsleff i 1994 efter sin eksamen som bygningsingeniør fra DTU. Opgaver på Øresundsforbindelsen hørte til Claus’ første projekter i Aarsleff. I 2001 kom Claus til sit første jernbaneprojekt, hvor han som viceprojektchef var med til at etablere metrostrækningen fra Solbjerg til Vanløse. Herefter beskæftigede Claus sig næsten udelukkende med opgaver omkring jernbaner, dog med en afstikker til Caribien på et havneprojekt.

Claus er i dag sektionsdirektør i Aarsleff Rails konstruktionsafdeling, som han har udviklet fra en mindre enhed i 2011 til nu at være mere end 45 medarbejdere i hele landet. Afdelingen etablerer og renoverer alle former for konstruktioner omkring jernbanen, og er i øjeblikket bl.a. i færd med at restaurere den fredede Østerport Station. Desuden er Claus ansvarlig for kvalitet, arbejdsmiljø og miljø i Aarsleff Rail.

Dansk Byggeri
Henriette Thuen, EU- og international chef i Dansk Byggeri fylder 50 år onsdag 3. april. Henriette Thuen er cand. merc. i international virksomhedsøkonomi fra Aalborg Universitet suppleret med en Master Certificate of Leadership fra Harvard Business School/AVT. I 1998 blev hun ansat i Folketinget som PA for daværende formand for Udenrigspolitisk Nævn Helle Degn. Derfra blev Henriette Thuen diplomat i Østersørådet, hvor hun arbejdede med bekæmpelse af menneskehandel samt demokratiudvikling i Østersø-regionen, inden hun kom til Dansk Byggeri i 2004. Her har hun arbejdet med eksport og internationalisering og var i knap tre år direktør for the European Demolition Association, EDA.

Siden 2013 har Henriette Thuen været Dansk Byggeris EU-chef, og sidder bl.a. i regeringens EU-Implementeringsråd.

Skala Arkitekter
Søren Hougaard Madsen, arkitekt og bygningskonstruktør, er ansat som bygherrerådgiver hos Skala Arkitekter.

Søren Hougaard Madsen bliver del af Skalas tegnestue i København. Han kommer fra en stilling som rådgiver i V2C og har tidligere blandt andet været projektchef og sidenhen projektudviklingschef i NCC, bygningsansvarlig hos Falck og projektchef hos CW Obel ejendomme samt bygherrerådgiver i Rambøll.

Favrskov Forsyning
Sarah Funch, 38 år, er udpeget som direktør for Favrskov Forsyning A/S, Favrskov Spildevand A/S og Favrskov Affald A/S med virkning fra 1. juni.

Sara Funch har været konstitueret i stillingen siden 1. juli 2018. Sara Funch er cand.merc.aud. fra Aarhus Universitet (Handelshøjskolen i Aarhus) og er næsten færdig med en MBA-uddannelse på Aarhus Universitet. Hun har tidligere været blandt andet økonomichef i Økologisk Landsforening, økonomichef i Skanderborg Forsyning A/S og revisor i Revision Hammel og Deloitte Aarhus.

Hofor
Jakob Thanning, 42 år, er ansat som chef for fjernkøling i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Jakob er uddannet maskinmester og i gang med en MBA lederuddannelse på Niels Brock Executive og Middlesex University. Han har været ansat i Hofor siden 2005 - de seneste fem år som sektionsleder i Drift Fjernvarme.

Hofor har udnyttet, at København er en kystby og skabt et kollektivt, miljøvenligt fjernkølingssystem som benytter sig af det omkringliggende kolde havvand til at køle erhvervsbygninger og offentlige ejendomme.

Blandt kunderne er Statens Museum for Kunst, Rigshospitalet, Magasin og Industriens Hus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125