23948sdkhjf

Se billederne: Bornholmsk beton vinder In-situ prisen

Arkitekterne og entreprenørerne bag Besøgscenter Hammershus vinder In-situ Prisen 2019. Prisen blev uddelt i aftes ved Dansk Betons prisfest på Dansk Arkitektur Center. 

Arkitema Architects, Christoffer Harlang Architects, Nordbornholms Byggeforretning og Jens Møller Gudhjem har sammen skabt besøgscentret. Det betegnes nu som et stykke moderne arkitektur, der formår at indpasse sig i det dramatiske nordbornholmske landsskab. 

Fakta: Besøgscenter Hammershus

Omfang: 1.000 kvm

Bygherre: Naturstyrelsen

Arkitekt: Arkitema Architects A/S og Christoffer Harlang Architects A/S

Hovedentrepenør: Nordbornholms Byggeforretning ApS

Underentrepenør: Jens Møller Gudhjem A/S

Landskab: Arkitema Urban Design

Ingeniør: Wissenberg A/S

Indvielse: 2018

- Besøgscentret ved Hammershus får In-situ Prisen 2019 for et overbevisende hovedgreb, som i kraft af en sikker fornemmelse for virkemidler og materialer, får de to bygværker, slotsruinen og besøgscentret, til at indgå i en raffineret dialog og understrege hinandens kvaliteter, hedder det i motivering fra dommerne arkitekt MAA Jesper Gottlieb, Gottlieb Paludan Architects, og arkitekt MAA Sophus Søbye, Sophus Søbye Architects. 

Besøgscenter Hammershus udnytter betonens potentiale som et naturligt og robust materiale. En smuk og enkel konstruktion, der med støttevæg og terrændæk af beton fremstår rolig og vedvarende. 

Smuk ruin fra vores tid
Jesper Gottlieb og Sophus Søbye kalder også besøgscentret for et tidsløst værk med en meget lang holdbarhed:

- Skulle uheldet være ude, er der ingen tvivl om, at Bornholms Besøgscenter med sine veludførte og veldisponerede betonvægge har potentialet til at blive en af de smukkeste ruiner fra vores tid, hedder det i dommernes motivering.

Besøgscentrets gulve og vægge er in-situ-støbt beton, taget er udført i egetræ, mens glasfacaden er udført i metal.

- Brugen af materialer – beton, træ, stål og glas – er alle indbyrdes afstemt på en måde, hvor hvert materiale benyttes netop dér, hvor dets egenskaber kommer bedst til sin ret, mener dommerkomitéen. 

Med In-situ Prisen er det tredje gang på bare et år, at byggeriet er blevet præmieret. Besøgscentret har tidligere vundet Tømrerprisen 2018 samt en pris i kategorien "bedste udstillingsbygning" ved World Architecture Festival i Amsterdam i 2018.

Ud over Besøgscenter Hammershus var Trekroner Kirke, erhvervshuset Haucon og Cityringen nomineret til In-situ Prisen 2019.

Fakta om In-situ Prisen

  • In-situ Prisen uddeles af Fabriksbetonforeningen, som er en brancheforening for fabriksbetonproducenter i Dansk Byggeri
  • Prisen uddeles til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale
  • In-situ Prisen består af 50.000 kr. eller anden erkendtlighed, der har relation til det værk eller den gerning, der ønskes præmieret. Beløbet deles mellem vinderprojektets arkitekt- og entreprenørvirksomheder
  • In-situ Prisen støttes i år af Aalborg Portland samt forskallingsleverandørerne PASCHAL-Danmark, PERI Danmark og Brunsgaard.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125