Det gamle håndværk skinner på Frederiksberg
Der hviler en særlig eksklusiv stemning af bygningsmæssigt overskud på Frederiksberg i København. Det skyldes de mange klassiske etageejendomme fra slutningen af det 19. århundrede.
Holdbarheden af de klassiske omgivelser kommer imidlertid ikke af sig selv, men kun i kraft af beboernes vilje til at renovere og restaurere. Og en af de, der har valgt at investere i dén stemning, og i det oprindelige bymiljø, er andelsboligforeningen AB Niels Ebbensens Vej 23.
Især kobberet kommer til sin ret på bygningen, der er opført i 1903. Det skinnede rødbrune metal er benyttet til tagrender, skotrender, kanter - og naturligvis til det store tårn.
- Kobberarbejde som håndværk er ved at uddø, så det er en professionel tilfredsstillelse at se det i aktion her, siger projektleder Michael Paraskevas fra Gaihede ingenører & arkitekter i en pressemeddelelse.
Gaihede har styret tagudskiftningen og arbejdet med det nye kobbertårn.
- Heldigvis har entreprenøren Byens Tag og Facade, der stod for renoveringen, stadig en ældre kobbersmed, de trækker på i den slags sager, fortæller han videre.
- For en bygningsingeniør som mig har det været et fantastisk projekt. Vi anbefalede bestyrelsen at satse på de oprindelige materialer som naturskifer og kobber, og resultatet er flot. Tagkonstruktionen står helt rent som det oprindelige, siger Michael Paraskevas.
Det gode gademiljø
Foreningen var med på at satse på de gode byggematerialer; naturskifer og kobber i stedet for zink, som mange ejendomme på Frederiksberg har valgt.
Kobberløsningen var dyrere, men i det samlede renoveringsbudget var det ikke meget. Samtidig har kobber en længere levetid end zink, fremgår det af pressemeddelelsen fra Gaihede.
Bestyrelsesformand i andelsboligforeningen, Karin Find udtaler sig også.
- Selv om der i alle renoveringsprojekter er udfordringer og overraskelser undervejs, har der været god opbakning i foreningen, siger hun.
Bestyrelseskollega Charlotte Urbak er enig.
- Det er vigtigt ikke at gå på kompromis og vælge den hurtige og her-og-nu billige løsning. Vi har en forpligtelse til at sikre en langtidsholdbar renovering med kvalitet - ikke kun for os selv, men for de næste generationer, siger hun.
- For os var det naturligt at få vores slidte tårn beklædt med nyt kobber. Vi går op i at bevare den særlige byggestil, som vores bygning har. For os handler det om herlighedsværdi. Den skal bevares, da det betyder meget for os, der bor her. Og så handler det også om bæredygtighed og at vælge materialer med lang levetid, siger Karin Find.
Artiklen er en del af temaet Andelsboliger.