23948sdkhjf

Et gammelt slot er blevet så godt som nyt

Rådgivere og udførende har mærket historiens vingesus på Augustenborg Slot. Det sønderjyske slot fra 1770’erne er blevet renoveret og er nu klar til at huse 400 medarbejdere i Landbrugsstyrelsen

Dørene ser gamle og solide ud. Og de er solide. Men ikke gamle.

Til gengæld er trapperne stadig skæve og rummene fyldt med stuk og 1700-tals-stemning - nu tilsat travle håndværkere, der slæber kontorudstyr og hæve-sænke-borde ind på det gamle slot.

Vi er på Augustenborg på Als, og det er nye tider.

Som et led i den statslige udflytning er en sønderjysk kulturarvsperle kommet i spil; det gamle hertugslot bliver nu hjemsted for 400 ansatte i Landbrugsstyrelsen.

Jesper Boddum er projektleder hos den rådgivende ingeniørvirksom Niras, og han har i to et halvt år fulgt renoveringen til cirka 100 mio. kr. tæt. Han er - både som fagperson og stærkt historieinteresseret - begejstret:

- Man mærker historiens vingesus meget tydeligt, når man går rundt herinde. Spærrene på loftet er hugget til med den tids værktøj og det er lige før, man kan føle de enkelte sving med øksen og se håndværkeren for sig, når man rører ved sådan en groft tilhugget bjælke, siger han.

Diskret lyddæmpning
De enkelte rum og de højloftede gangarealer er nøje farveafstemte med de oprindelige farver, hvilket tog lidt tid at finde frem til, og diskret beklædt med akustikplader.

Det hele virker gammelt og ærværdigt, som for eksempel døre, karme og håndtag, men ikke nedslidt, præcis som renoveringen har haft til hensigt.

Folkene bag slotsforvandlingen har også diskret indbygget små hilsner til det gamle herskab.

Ud for mange af de nye kontorer og mødelokaler fortæller messingskilte, hvem der har haft til huse her: Louisa Augusta, Christian August og Charlotte Amalie - med en kort tekst om, hvem de var.

Og skiltene ind til toiletterne forestiller en kvinde i krinoline-kjole og en mand i 1700-tallets svar på en smoking.

Korridoren på første sal er holdt i grønlige og behageligt grå farver, iblandet den gule Augustenborg-farve fra facaden.

På anden sal er en oprindelig og rå mur blotlagt som buer i korridoren. Det giver en dramatisk og majestætisk virkning, måske især her på en af årets første dage, hvor malere og andre håndværkere er i fuld gang med den sidste finish - som en arbejdsom hyldest til de gamle bygmestre.

- Vi overtog bygningen efter at den havde været psykiatrisk hospital, og og lad os bare sige det som det er: Det var et slidt slot, vi overtog. Der var synlige rør, underlige farver i rummene og en del gamle installationer der skulle fjernes før vi kunne komme i gang, siger Jesper Boddum til Arkbyg.

- Det gik hurtigt op for os, at etageadskillelserne, som jo er lavet efter de - hvad skal vi kalde dem - belastningsnormer, der var gældende omkring 1773, var elastiske i en vis grad. Derfor kan man - uden at det har betydning for sikkerheden i øvrigt - mærke, at gulvene giver sig, når man går på dem. Set med nutidens briller og belastningsnormer er konstruktionerne i fredede bygninger mange gange en udfordring, man skal arbejde med, understreger Jesper Boddum.

Til gengæld er slottet som skabt til at træde direkte ind i fortiden. Som filmholdet bag den danske 1. verdenskrig-film "I Krig og Kærlighed" gjorde, da de filmede i slottets Havesal, komplet med stuk fra 1777 af M. A. Taddei.

Det gamle og visse steder skrøbelig slot bød også på andre logistiske udfordringer, fortæller Jesper Boddum.

- Det skulle nøje planlægges i forvejen, hvor materialer måtte køres til og fra. Derfor var alt nedskrevet, for eksempel at præcis her måtte man køre med en vogn med gummihjul og vægten måtte ikke overstige en angiven grænse, siger han.

En ny konstallation
Heller ikke hvad angår farver på væggene er der sparet på anstrengelserne for at finde de rette toner. Resultatet er stilfuldt og passer til de messingforgyldte dørhåndtag og håndvaske med skinnende haner.

Vi spurgte projektleder og bygherre, Peer Kvist fra Bygningsstyrelsen, hvad der adskiller en renovering i denne skala fra andre.

- Det var en ny konstallation af totalentreprise og en fredet bygning. Og fordi den er fredet, var der noget, der skulle tilbageføres, visse oprindelige vægge for eksempel, siger han.

- Derfor blev der lavet mock-up’er for hver etage, før man for alvor slog sig fast på det, der nu er blevet en meget vellykket renovering, siger Peer Kvist til Arkbyg.

Han tilføjer, at Bygningsstyrelsen sørgede for at få fredningsgodkendelsen inden de bød projektet ud. Kommunen må jo først give en byggetilladelse, når Kulturstyrelsen har sagt god for projektet.

- Og så har vi haft meget dedikerede folk i både bygherrerådgiver Arkitema og i Hansson & Knudsen, der virkelig ville denne sag, siger han.

Peer Kvist har arbejdet med sagen i tre år og er en af de, der har sørget for at lampefirmaer, skabs- og køkkenleverandører samt lokale tømrerfirmaer leverede det ypperste.

Der er med andre ord tænkt i sammenhænge. En konservator har for eksempel medvirket til at sikre indretningen ud fra slottets historiske træk.

Overraskelser undervejs
Bygherre bakkes op af projektleder Morten Hansen fra entreprenørvirksomheden Hansson & Knudsen, der har forestået renoveringen:

- Arbejdet er til tider foregået lidt omvendt. Ikke alle tegninger har været korrekte, så derfor har vi opdaget nye ting - som vi så kunne tegne ind. Vi har ikke altid vidst, hvad vi kom ind til, siger han med et stort smil, der signalerer, at arbejdet nu er ved at være overstået.

- Et eksempel er, at vi flere steder skulle undersøge, om vægge var bærende. Og når vi har brækket noget af gulvet op for at kigge nøjere efter, måtte vi revurdere planerne. Så vi har ikke kunnet forberede alt. Det har været projektering så at sige gennem hele nedbrydningen og forberedelsen, siger han.

Men resultatet er så også blevet unikt. Gamle ovnnicher er for eksempel bevaret blandt andet på det ene toilet. Og på anden sal er en korridor flyttet ud langs vinduerne mod indergården, som bygningen tog sig ud i hertugens tid.

Og hvordan bliver det så at arbejde på slottet? Lidt anderledes trods diskret installerede moderne hjælpemidler. For eksempel må de ansatte ikke hænge egne plakater og billeder af familien op. Det tillader en arbejdsplads i adelig stil ikke. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11