23948sdkhjf

Nyt Viborg Museum udpeger totalrådgiver

Rønnow Arkitekter er sammen med Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører valgt til at stå bag renovering og ombygning af et nyt og moderne bymuseum i Viborg. 

Nyt Viborg Museum åbner ved udgangen af 2021 i Vestre Landsrets tidligere landsretsbygning i Domkirkekvarteret i Viborg. Bygherre på projektet er Viborg Kommune. 

Rønnow Arkitekter kommer til at rådgive i alle faser af renoveringen og udviklingen af den tidligere landsretsbygning, der skal huse det nye bymuseum. 

Projektet omfatter renovering og ombygning af den tidligere Vestre Landsret, der er opført i 1919, og som skal huse museets aktiviteter i form af udstillinger, arkæologiske værksteder og arbejdspladser til medarbejderne.

Visioner for samlet kulturoplevelse
Målet med ombygningen er at bevare bygningens forskellige fortællelag, der gør den til medfortæller af danmarkshistorien med rødder i Viborg. Samtidig skal der tilføres et nyt vitalt lag, der indskriver bygningen i nutiden og bliver en katalysator for den aktivitet, der fremadrettet kommer til at herske i og omkring den gamle landsretsbygning.

Museet er del af en helhedsplan for Domkirkekvarteret i Viborg, hvor Viborg Kommune er gået sammen med en række aktører om at etablere et kulturelt kraftcenter. Nyt Viborg Museum bliver et flagskib i området, hvor en række af områdets seværdigheder skal samles til én fælles attraktion på internationalt niveau. 

- Der er formuleret nogle stærke visioner for det nye bymuseum, hvor gæsten skal sættes i centrum. Sammen kommer vi til at sætte barren højt for udviklingen og indretningen af de nye museumsudstillinger og museumsbygningen, så vi lykkes med at forene kulturarv, arkitektur og kunst i én samlet kulturoplevelse, siger partner i Rønnow Arkitekter, Mette Prip Bonné.

Helhedsplanen for Domkirkekvarteret skal sikre, at synergien mellem et nyt Viborg Museum, Viborg Domkirke, Skovgaard Museet og et besøgscenter tilsammen skaber et samlet kulturelt tilbud uden sidestykke i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125