Producent dropper distribution efter 25 år
I en fælles pressemeddelelse meddeler Britiske Spearhead Machinery Ltd og deres Europæiske distributionspartner, GreenTec A/S (Danmark), at deres langvarige partnerskab ophører fra årsskiftet.
I mere end 25 år har GreenTec A/S forestået distributionen af Spearheads produktprogram bestående af maskiner til klipning af græs og hegn. Det er sket igennem et udbygget distributionsnet i 15 Europæiske lande.
Til disse lande hører foruden Danmark og Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland, Belgien og Luxemburg samt Baltikum og de nordiske lande, Norge, Sverige og Finland.
Fra den 1. januar 2019 overtager Spearhead distributionen i Danmark og Tyskland, og de øvrige lande med øjeblikkelig virkning.
Skal køre det selv
Antony Prince, direktør for salg og marketing hos Spearhead, udtaler:
- Overgangen fra vores traditionelle distributionskanal, GreenTec A/S gør det muligt for os at komme tættere på kunderne i det Europæiske marked. Vi tror at det hjælper os til at effektivisere distributionen, siger han i pressemeddelelsen.
John Christensen, salgsdirektør for GreenTec A/S, siger:
- Igennem de sidste fem år har vi målrettet arbejdet på at ændre vores virksomhed fra at være en handelsvirksomhed til at være en moderne produktionsvirksomhed. I vores fremtidige strategi koncentrerer vi os udelukkende om udvikling og produktion af egne højt specialiserede maskiner til vedligehold af hegn og grønne områder på vores fabrik i Kolding.
Han fortæller til Licitationen Byggeriets Dagblad, at han selv har været med til at starte virksomheden op for 25 år siden:
Udvidet produktion
- Vi har for to et halvt år siden udvidet vores produktion i Kolding med 2.500 kvadratmeter, og da vi jo sælger vore produkter i mange lande, har vi efterhånden fået en vis størrelse, både volumenmæssigt og produktmæssigt.
GreenTec og Spearhead vil i fremtiden, hvor det er muligt, begge benytte sig af det bestående forhandlernet, for hver især at videreudvikle tilgangen til markedet.
Firmaet oplyser ikke omsætning, men John Christensen oplyser dog, at den ligger i nærheden af et trecifret millionbeløb.
Virksomheden beskæftiger 30 medarbejdere.