23948sdkhjf

Projektejendomme: Slut med skatte-vildskud

Ejendomsmæglerne og Vurderingsstyrelsen har indgået et samarbejde, så rådgivningen af købere til boliger i projektejendomme bliver mere præcise

Når der handles boliger, har købere forståeligt nok brug for et overblik over de forventede boligudgifter, herunder særligt boligskatterne, for at tilrettelægge deres økonomi. Oplysninger som ejendomsmæglerne ved lov er forpligtet til at give potentielle købere.

For projektejendomme, der skal opføres for eksempel på nyudstykkede grunde og typisk i større komplekser, gælder der det særlige forhold, at der i sagens natur ikke kan foreligge en endelig vurdering og de afgørende skattestopsværdier, før ejendommen er færdigopført, hvilket typisk kan ligge flere år efter, at byggeriet blev startet.

For at håndtere denne situation har Dansk Ejendomsmæglerforening og Vurderingsstyrelsen aftalt, at ejendomsmægleren kan bede Vurderingsstyrelsen om en vejledende udtalelse om de såkaldte normtal.

Foreløbing vurdering
Normtallene er en foreløbig vurdering af beskatningsgrundlaget for den ikke-opførte ejendom og tilhørende grund, og ejendomsmæglerne bruger disse informationer til at beregne et overslag over ejendomsskatterne.

Normtallene dækker over, at det eksisterende skattestop betyder, at det typisk ikke er den aktuelle vurdering, der udgør beskatningsgrundlaget, men i stedet vanskelige skøn af ejendomsværdien og grundværdien, der kan gå helt tilbage til 2001-niveau og frem til 2011-niveau, før projektet er færdigbygget. Den samlede usikkerhed om normtallene medfører, at udtalelserne fra Vurderingsstyrelsen kun kan være vejledende.

Denne usikkerhed står ejendomsmæglerne med, når det skal formidles videre til de potentielle købere af projektejendomme, og derfor understreger Vurderingsstyrelsen altid, at der er denne usikkerhed knyttet til tallene. På trods af disse ydre usikkerheder og forbehold har samarbejdet omkring vejledning af borgerne da også indtil videre været godt mellem Dansk Ejendomsmæglerforening og Vurderingsstyrelsen.

Skal være retvisende
Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening, siger:

- Det vigtigste er, at mægleren altid får så retvisende og opdateret normtal fra Vurderingsstyrelsen, så ejendomsmæglerens efterfølgende beregning af skatterne bliver så korrekt som muligt. Jeg er glad for at styrelsen har fokus på, at mæglerne kan få normtal hurtigst muligt på trods af at styrelsen ikke er forpligtet til den service.

Hakon Iversen, direktør i Vurderingsstyrelsen supplerer:

- Det er en meget vanskelig disciplin at skønne over den forventede indplacering og vurdere normtal for boliger, der måske først står færdig om flere år, og som ligger i et måske helt nyt område. Vi er glade for samarbejdet, og vi har og har haft et ønske om at styrke samarbejdet og sammen løse denne opgave bedre. Derfor har vi siden midten af 2015 samlet og specialiseret opgaven hos særlige sagsbehandlere for at sikre, at vores vejledning er så god som muligt.

Yderligere styrkelse
På baggrund af historier i medierne om ældre normtal har Dansk Ejendomsmæglerforening og Vurderingsstyrelsen valgt at styrke samarbejdet yderligere. Det betyder, at det for fremtiden bliver muligt for ejendomsmæglere, der har indhentet vejledende udtalelser fra før 2015, eller hvor forholdene har ændret sig mærkbart, at indhente en opdateret udtalelse.

Muligheden for at indhente opdaterede normtal og ændringen i formuleringen på nye vejledende udtalelser træder i kraft omgående.
Sigh

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094