23948sdkhjf

Her er de prækvalificerede til Nyt Hospital Nordsjælland

Fire entreprenører skal konkurrere om entrepriser for over to milliarder kroner

Region Hovedstaden har udpeget de fire entreprenører og konsortier, der får lov til at byde på byggeriet af det supersygehus i Hillerød til 4,5 mia. kr.

Valget er faldet på entreprenørkoncernerne MT Højgaard og NCC og de to europæiske joint ventures CMB/Itinera og Rde-VSG.

Det italienske konsortium CMB/Itinera har i forvejen flere store entrepriser på hospitalsbyggerier i Odense og Køge. Desuden er Itinera totalentreprenør på den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster.

Konsortiet Rde-VSG består af østrigske Vamed, der er forholdsvis ukendt i Danmark, og Rizzani de Eccher fra Italien, der er totalentreprenør på projektet Fjordforbindelsen, der blandt andet omfatter en ny bro over Roskilde Fjord.

Nyt Hospital Nordsjælland

Samlet budget: 4,5 mia. kr. (2018-priser)
Bygherre: Nyt Hospital Nordsjælland, Region Hovedstaden
Totalrådgiver: Herzog & de Meuron (Østrig) / Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Det 118.000 kvm-store sygehus i Hillerød skal efter nuværende plan afleveres af den kommende entreprenør i 2022

Vinderen offentliggøres til maj
Hovedentreprisen har en estimeret værdi på 2,3 mia. kr. Den er udbudt med forhandling. Tilbudsgiverne skal afgive det første tilbud om tre måneder. Herefter følger en forhandlingsrunder, hvorefter de prækvalificerede skal afgive endeligt tilbud. Bygherren har valgt at pris skal vægte 30 pct.

– Det betyder også, at vi ikke går efter det billigste tilbud. Vi vægter kvalitet højt, herunder evnen til at optimere projektmaterialet og organisationen, siger projektdirektør Henrik Schødts fra Nyt Hospital Nordsjælland til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Vinderen af hovedentreprisen offentliggøres i maj 2019.

Kigger på digitale evner
I alt ansøgte fem om at blive prækvalificeret. Det er et tilfredsstillende niveau, mener bygherren.

– Vi er glade for interessen for vores megaprojekt, og vi er tilfredse med at kunne prækvalificere fire entreprenører. Vi ved, at markedet er travlt, og når projekter kommer op i denne skala, er der relativt få i Danmark, som kan være med, siger han.

Projektdirektøren fortæller, at man har været i dialog med markedet før udbuddet for at gøre det så attraktivt som muligt.
– De ville gerne involveres tidligt, og de ville gerne, at der blev lagt vægt på det digitale, og det har vi lyttet til, siger Henrik Schødts.

Projektet har umiddelbart aflevering i 2022, men tidsplanen kan blive justeret, da den er en del af det endelige tilbud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097