23948sdkhjf

Tom siden 60’erne: Nu bebygges grund i indre København

På hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade i København er CG Jensen i gang med at forberede byggepladsen til dét, der bliver en femetagers bebyggelse med 18 lejligheder samt butikker i stueetagen.

Developeren Boll+ står bag projektet, som Praksis Arkitekter har slået stregerne til.

Huset vil, når det er færdigt, bidrage til den gamle bydel med en klassicistisk arkitektur og et markant, grønt udtryk, idet taget tilplantes med høje planter og buske, som vil kunne ses fra gaden.

Og det bliver en markant forskønnelse i området, hvor den lille hjørnegrund siden 1960’erne har været ubebygget.

Specialarmering i bymidten
CG Jensens folk har taget hul på funderingen, som udføres med borede sekantpælevægge.

Celsa Steel Service i Ølstykke leverer sekantkurvene, og det er den første ordre, der fremstilles på det nye robotanlæg, som fabrikken for nylig har investeret i:

- Vi oplever et stigende behov for specialarmering, og dette projekt i Københavns gamle bydel er et rigtigt godt eksempel. Her stiller nærheden til historiske bygninger helt specielle krav til funderingsarbejdet. Der er et stigende behov, især fordi der udvikles stadigt mere inde i byerne, og det er en vigtig grund til vores investering i den nye robotteknologi, siger Peter Lindbæk fra Celsa Steel Service.

Sekantpæle-løsningen udføres ved, at præfabrikeret armering nedsænkes i huller, som er boret i grunden, og som derefter udstøbes. Herved undgås de rystelser og støjgener, som en nedrammet eller presset løsning uundgåeligt vil medføre, og som potentielt kan skade bygninger i nærheden.

Dette er særligt relevant i projektet i Ny Østergade, hvor entreprenøren blot har 750 kvadratmeter grund at gøre godt med, og hvor der bygges tæt op ad butiksejendomme, som vil være i drift i hele byggeperioden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109