Murerfirma indgiver konkursbegæring
BG Murer A/S i Spjald har indgivet konkursbegæring og sendte onsdag sine 25-30 ansatte hjem.
Direktør Geert Kamp Christensen fortæller til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at det er sket som en konsekvens af en voldgiftssag og konkurser hos flere kunder.
Sammenlagt mangler der 4,5 mio. kroner i kassen på den konto, og derfor så Geert Kamp Christensen ingen anden udvej end at trække stikket:
- Vi så det som det mest fornuftige at gøre for i størst muligt omgang begrænse tabene for kunder og samarbejdspartnere. Men selvfølgelig kan det desværre ikke undgås, at nogen taber penge på virksomhedens konkurs, siger han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Geert Kamp Christensen forsikrer, at man vil gøre alt for at hjælpe kunder og ansatte videre. Det er endnu uvist, om aktiviteterne videreføres i et nyt setup.