LICITATIONEN MENER: Fremmedhadet hæmmer væksten
Når det går stærkt i Danmark, så er der brug for flere hænder til at klare arbejdet. Og det må siges, at det går stærkt i øjeblikket. Ikke mindst i byggesektoren, hvor der er fuld fart på, og der mangler kvalificerede folk. Folk vi kunne få fat på udefra. Problemet er blot, at nogle partier er så udlændingeforskrækkede, at de rent faktisk er med til at hæmme virksomhederne, og dermed den danske økonomi i at få del i den vækst, vi alle gerne vil have.
Selvom vi kan tiltrække nogen arbejdskraft fra EU, hvor bevægelsesfriheden giver mulighed for det, så er der andre lande, der har stærke kompetencer, inden for blandt andet IT og industri, som vi kunne gøre god brug af. Også håndværkere fra andre lande end EU er der god brug for. Det er nødt til at dæmre for det udlændingefjendske Dansk Folkeparti, samt Socialdemokratiet og dele af Venstre, at vi faktisk har brug for udenlandsk arbejdskraft her til lands. Det har vi i øvrigt altid haft i større eller mindre omfang. Når Socialdemokratiet melder sig i koret, skyldes det angsten for løndumping på arbejdsmarkedet. Men det problem kan løses med god hjælp fra den danske model, hvor fagforeningerne er gode medspillere til at sørge for, at reglerne bliver overholdt.
Som en klog mand med en masse lyseblå skibe engang sagde, så flyder arbejdet hen hvor det bliver gjort. Det dur ikke at hælde roundup på væksten. DF og S må sande, at vi har mere arbejde end vi selv kan nå, og ergo må der flere hænder til. Men det er klart, at der skal være orden i sagerne.
Artiklen er en del af temaet Lederen.