23948sdkhjf

Byggeriet har brug for bedre processer

Der er brug for byggekoordinatorer i byggeriet. Derfor: spot kandidater til uddannelsen, skriver dagens debattører

En undersøgelse fra Aarhus Universitet viste for nylig, at 20 pct. af en håndværkers arbejdsdag går med spildtid. Omkring 35 pct. af tiden går med koordinering, forberedelse og logistik. Og endelig går 40 til 45 pct. med egentlig produktion.

Det er resultatet af grundige tidsstudier på fire byggepladser. Undersøgelsen viser, at der er et stort effektivitetspotentiale ved at optimere på såvel planlægning som nedsættelse af spildtid.

Ved at få mere effektive byggeprocesser, hvor logistik er optimeret og arbejdet godt planlagt, er der udsigt til bedre indtjening for virksomhederne og mere byggeri for pengene for byggeriets kunder. Produktiviteten kan ganske enkelt øges.

Erfaringer viser, at dele af spildtiden kan minimeres med bedre koordinering i byggeriet.

Ny uddannelse
For fire år siden startede de første hold på uddannelsen til byggekoordinator. Det er en uddannelse, vi har udviklet i samarbejde med erhvervsakademierne.

Det er hårdt og langsigtet at få godkendt en ny uddannelse i Danmark, men vi er overbevist om, at der er brug for mere koordinering og bedre byggeprocesser i byggeriet.

En byggekoordinator får spidskompetencer inden for netop entrepriseledelse, planlægning og procesoptimering, som der er hårdt brug for. Endnu er optaget ikke så stort, at det mætter markedet, så derfor er en opkvalificering af nuværende medarbejdere nødvendig.

Bedre koordinering
Uddannelsen som byggekoordinator er nemlig også mulig at tage som en deltidsuddannelse. Hvis du er faglært eller ufaglært kan du få op til 40.000 kr. i tilskud til kurserne, og medarbejderne har mulighed for at tage kurser i netop de fag, de har brug for. Det er for eksempel fag som kommunikation, samarbejde og byggejura i byggeprocessen eller planlægning og styring af byggeriets processer og ressourcer.

Det er specialiserede kurser, der netop er skabt, så der kan blive endnu bedre koordinering på landets byggepladser. Men det kræver, at medarbejderne kommer af sted.

Så vi har en opfordring til landets byggefirmaer: Spot kandidater til uddannelsen som byggekoordinator eller brug den nye mulighed for at tage byggekoordinatoruddannelsen som efteruddannelse.

Ikke mindst byggebranchen har interesse i at få spildtiden ned og få skabt mere effektive byggeprocesser på landets byggepladser.

Til gavn for byggeriet selv og for samfundet.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142