23948sdkhjf

MT Højgaards ejere overvejer igen en fusion

Fondene, som ejer selskaberne bag landets næststørste entreprenørkoncern MT Højgaard, genoptager nu forhandlingerne om at fusionere de to børsnoterede selskaber Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S.

Det meddeler begge fonde, Knud Højgaards Fond og Ejnar og Meta Thorsens Fond, i en pressemeddelelse.

Det er målsætningen, at en fusion af Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S med Højgaard Holding som det fortsættende selskab kan behandles på selskabernes ordinære generalforsamlinger i 2019.

Fusionsplanerne vækker glæde hos MT Højgaards formand Søren Bjerre-Nielsen

- Fusionen vil medføre en enkel, effektiv og transparent koncernstruktur, ligesom fusionen vil skabe afklaring omkring MT Højgaards ejerforhold. Beslutningen er udtryk for fondenes langsigtede engagement i MT Højgaard, og med den forventede likviditetstilførsel får vi ro til at gennemføre det nødvendige fokus på at eliminere tabsgivende projekter og skabe varige forbedringer af drift og indtjening i MTH GROUP, siger Søren Bjerre-Nielsen i en fondsbørsmeddelelse.

Ejerforhold

Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S ejer henholdsvis 54 pct. og 46 pct. af MT Højgaard-koncernen

Forgæves fusionsforsøg i 2016
Fondene forsøgte i 2016 forgæves at nå til enighed om en fusion. Det var specielt spørgsmålet om minoritetsrettigheder, som voldte problemer og betød, at fondene opgav en fusion i november 2016.

Rettighedere vedrører den mulige koncerns aktiviteter og sammensætning, som kunne afløse den eksisterende aktionæroverenskomst fra 2001 mellem holdingselskaberne. 

Men nu er opfattelsen, at der kan skabes den fornødne konsensus på trods af en række detaljerede forhold endnu skal afdækkes og løsninger "på visse tekniske og øvrige forhold findes, før det kan konstateres, om der er grundlag for at gennemføre en fusion", som det lyder i pressemeddelelsen.

En eventuel fusion vil desuden kræve en række myndighedsgodkendelser.

Samtidig tilbyder Knud Højgaards Fond - uafhængigt af den planlagte fusion - at tilføre op til 250 mio. kr. i likviditet til MT Højgaard A/S, hvilket også kræver en godkendelse.

Topchef fyret
MT Højgaard-koncernen fyrede i går adm. koncernchef Torben Biilmann og nedjusterede forventningerne til 2018 drastisk. 

Koncernen forventer nu et resultat af primær drift (EBIT) i niveauet 0-50 mio. kr. mod tidligere udmeldt 140-180 mio. kr. Omsætningen ventes uændret at blive omkring 6,8 mia. kr.

MT Højgaard offentliggør sit halvårsresultat senere i dag.

MT Højgaard-koncernen

MT Højgaard-koncernen, MTH Group, består af selskaberne:

  • MT Højgaard (entreprenør)
  • Enemærke & Petersen (entreprenør)
  • Lindpro (teknikentreprenør)
  • Scandi Byg (modulbyggeri)
  • Ajos (materieludlejning)
  • De delejede virksomheder Greenland Contractors og Seth.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14