23948sdkhjf

3 af 4 byggefirmaer kører nu med overskud

En ny analyse af 11.288 årsregnskaber fra danske bygge- og anlægsvirksomheder viser, at det går godt økonomisk for den danske byggesektor.

Knap 74 procent af alle byggevirksomheder kører nu med overskud, og det er det højeste niveau i de fem år, som analysen dækker.

- Byggesektoren var en af de brancher, der med omkring 45.000 tabte jobs blev hårdest ramt af finanskrisen. Vores analyse viser, at krisen først for alvor slap sit tag i branchen i 2014, men at der har været et højt aktivitetsniveau siden, siger cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord, der har udarbejdet analysen på basis af data fra Proff.dk.

Offentlige investeringer, og senere byggeri af både lejligheder i de store byer og parcelhuse i områderne omkring, har - sammen med renoveringer - drevet byggeriet de seneste år.

- Og selv om det har været et par halvsløje år for erhvervsbyggeriet, er der alligevel blevet genskabt cirka 30.000 af de tabte jobs. Og det må forventes, at der inden for nærmeste fremtid atter kommer gang i erhvervsbyggeriet, siger Jens Nyholm.

Regnskabsdataene bygger på fem års historik, og udover andelen af virksomheder med overskud viser analysen også andelen af virksomheder, der har løftet deres indtjening. Her falder andelen fra 53,27 i 2016 til 52,13 procent i 2017. På trods af det afslører analysen, at næsten 6 ud af 10 virksomheder formår at bygge ovenpå egenkapitalen i seneste regnskabsår.

Om Regnskabsanalysen

Analysen er foretaget af Spar Nord på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk. Den omhandler regnskabsdata for de virksomheder, der foreløbig har rapporteret regnskab for 2017/18 til Erhvervsstyrelsen.

Datagrundlaget for regnskabsanalysen omfatter samtlige sektorer i dansk erhvervsliv, men analysen har alene fokus på at beskrive og forklare udviklingen i et udvalgt antal sektorer, som eksempelvis byggeri, industri og handel/detail.

Regnskabstal fra i alt 11.288 i bygge- og anlægssektoren indgår i analysen.

Analysen fokuserer på virksomhedernes udvikling i resultat før skat, udvikling i resultat før skat sammenlignet med året før samt egenkapital.

Analysen dækker samtlige hovedselskaber med rapporteringspligt til Erhvervsstyrelsen, som har rapporteret i 2017 og 2018. Herfra fratrækkes virksomheder med færre end fem års regnskabshistorik samt virksomheder, der er under konkursbegæring.

(Kilde: Spar Nord)

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11