Arbejdsmiljø: Lad os få handling bag ordene
Lad os starte med noget usædvanligt - nemlig at rose en politiker. Det drejer sig om beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der har taget initiativ til at rydde op i unødvendige og unødigt besværlige arbejdsmiljøregler. Blandt andet har han bedt virksomheder og organisationer om at melde ind med forslag til ændringer af arbejdsmiljøreglerne. Derfor skal han have ros.
Men, for der er jo altid et men, det vigtigste udestår jo stadig - og det er selvfølgelig handling bag de fine ord og gode intentioner. For der er et reelt problem med arbejdsmiljøregler, der er omstændelige, unødvendige og så besværlige at overholde, at de kommer til at fungere som en straf for de virksomheder, der efterlever reglerne. Virksomheder der på grund af tids- og ressourceforbrug får forringet deres konkurrencesituation.
Central database
Lad mig give to eksempler, som SMVdanmark vil have ændret.
1) I dag skal hver enkelt virksomhed indsamle leverandørbrugsanvisninger, tilpasse dem til virksomheden og holde dem opdateret for alle produkter og alt materiel, der anvendes i virksomheden.
Det resulterer i en betydelig administrativ byrde, hvor hver enkelt virksomhed skal lave det samme besværlige arbejde. I stedet for at opgaven bare blev løst et sted - en gang for alle, hvor man har den specialistkompetence, som meget få små eller mellemstore virksomheder har.
Derfor foreslår vi en central database, hvor producenterne opdaterer og vedligeholder brugsanvisningerne, så ordningen ikke som i dag fører i dag fører til et enormt tidsforbrug i SMV’erne. Virksomhederne skal naturligvis stadig lave den virksomhedstilpassede del.
Meget tidsspilde
2) I dag må man maksimalt bære byrder på mellem 6 og 20 kg - 20 meter. Der tages ikke højde for, hvor mange gange man skal bære noget eller den samlede vægt, der skal flyttes.
Det betyder, at en maler, der skal male fru Jensens lejlighed, ikke må bære den spand maling på 10 liter (ca. 12 kg.) han skal bruge over 20 meter. Hvis der skal bæres på trapper, medregnes hvert trin som 1 meter. Det betyder, at hvis fru Jensen bor på 3. sal, må malersvenden ikke bære malingen op uden at bruge en trappeløfter, der i sig selv vejer over 20 kg og skal løftes ud af en bil - og vil tage meget lang tid for at flytte malingen.
De rigide regler medfører risiko for megen tidsspilde i løbet af dagen - og bliver dermed en straf til dem, som følger reglerne. Derfor bør reglerne ændres så man gerne må foretage enkelte bæringer over 20 meter.
Derfor glæder vi os i SMVdanmark til at se handling efter sommerferien - på disse to sager - og de andre rigide arbejdsmiljøregler, så vi kan rose ministeren igen.
Artiklen er en del af temaet Debat.