23948sdkhjf

Regeringen og DF vil etablere syv nye erhvervshuse

De mindre virksomheder får fremover en lokal kontakt i kommunernes erhvervsfremmesystem. Vigtigt, mener både Dansk Byggeri og SMVdanmark

De kommunale indsatser overfor erhvervslivet skal være langt mere enkle og overskuelige. Det har regeringen og DF besluttet. Aftalen betyder, at regionernes indflydelse på støtteindsatsen til erhvervslivet fjernes.

Med aftalen etablerer regeringen syv tværkommunale erhvervshuse, der skal fungere som kompetencecentre for virksomhedsdrift og -udvikling.

Samtidig er parterne blevet enige om, at højt specialiserede statslige ordninger skal være tilgængelige via Erhvervshusene, for eksempel Eksportrådet.

Som led i forenklingen nedlægges desuden de regionale vækstfora, og i stedet oprettes Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der får til opgave at igangsætte og finansiere en række af de erhvervsfremmeindsatser, der findes i dag.

Færre ansvarlige
- Med det nye system reducerer vi derfor de administrative niveauer fra tre til to - ét decentalt niveau med stærk kommunal forankring og det statslige niveau. Dermed får virksomhederne lettere ved at finde vej til lige præcis den ydelse, som de har behov for, udtaler erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Udgangspunktet i aftalen er desuden, at der skal ske en reduktion af antallet af politisk ansvarlige niveauer. Kommunerne bliver på den måde den lokale indgang til erhvervsfremmesystemet med mulighed for erhvervsråd og erhvervscentre til at udføre lokale erhvervsserviceydelser.

Åbne erhvervshuse
Hos Dansk Dansk Byggeri er erhvervspolitisk direktør Torben Liborius glad for, at erhvervsfremmeindsatsen bliver mere enkel og målrettet de virksomheder, der skal have gavn af den. For det vil betyde, at det bliver nemmere for virksomhederne at få den rigtige hjælp.

- Det er vigtigt for mange virksomheder, navnlig de små og mellemstore, at de i det nye system får mulighed for at have en lokal kontakt. Endelig er det godt, at der er fokus på, at virksomhederne kan få specialiseret service lokalt, og at der udvikles en digital platform for erhvervsfremme, som virksomhederne kan finde rundt i, siger han.

Dansk Byggeri lægger også vægt på, at erhvervslivet får en fremtrædende rolle i systemets ledelse, både i den nationale erhvervsfremmebestyrelse og i bestyrelserne for de enkelte erhvervshuse.

Det samme gør SMVdanmark - det tidligere Håndværksrådet.

- Aftalen om forenkling af erhvervsfremme indeholder mange af de forbedringer, vi har arbejdet for i mange år. Erhvervshusene bliver åbne for alle virksomheder, og der er fokus på at skabe et SMV-venligt erhvervsfremmesystem. SMV’erne lukkes nu ind i erhvervsfremmesystemets maskinrum i både erhvervshusenes bestyrelser og i den nationale Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og det håber vi vil sikre, at man lytter til virksomhedernes behov for udvikling, siger adm. direktør Ane Buch.

I 2016 viste en rapport, at der blev brugt 4,7 mia. kroner på erhvervsfremme i Danmark.

Det indeholder aftalen

  • Stærk kommunal forankring af erhvervsfremmesystemet
  • Der etableres op til ti tværkommunale Erhvervshuse, der vil være stærke kompetencecentre for den specialiserede virksomhedsvejledning
  • Erhvervshuse finansieres ved en omprioritering af kommunernes nuværende udgifter til erhvervsfremme, herunder væksthuse
  • Der må ikke være overlap mellem den tværkommunale indsats i Erhvervshusene og den indsats, der foregår i kommunerne enkeltvis
  • Der etableres en ny digital erhvervsfremmeplatform, der giver virksomhederne 24/7 adgang til information, vejledning og digitaliserede ydelser om for eksempel opstart
    Kilde: Erhvervsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11