Nu omsætter Inwido Denmark for over en milliard
En stærk konkurrencemæssig position på markedet og en høj aktivitet i branchen har været med til at sikre en af Danmarks førende vindueskoncerner, Inwido Denmark, endnu et år med vækst.
Det viser et netop offentliggjort årsregnskab for 2017.
Årets resultat før skat udgør 125 millioner kroner mod 81 millioner kroner i 2016. Samtidig steg omsætningen i Inwido Denmark til 1,027 milliarder kroner mod 834 millioner kroner året før. Dermed passerer Inwido for første gang milliardgrænsen.
- Det er vi jo både glade for og stolte af. Og det er klart, det sætter barren højt. Nu er vi lige pludselig i dén gruppe, og så skal vi holde udviklingen og maskinen kørende, fortæller administrerende direktør i Inwido Denmark, Asger Drewes Jørgensen.
Outline Vinduer øger omsætningen
Ifølge Asger Drewes Jørgensen har omsætningen i Inwido især været påvirket af en generelt sund udvikling i flere af Inwido Denmarks selskaber samt de opkøb, man har gjort de senere år.
I dag omfatter Inwido Denmark således en lang række danske vinduesproducenter - herunder KPK Døre & Vinduer, Outline Vinduer, Frovin Vinduer & Døre og Bøjsø Døre & Vinduer.
Derudover har Inwido - efter regnskabsårets udløb - erhvervet 75 procent af aktierne i Outrup Vinduer og Døre og er nu 100 procent ejer af virksomheden.
Ser man nærmere på de enkelte vinduesproducenters regnskaber, er der da også gode toner over hele linjen. Eksempelvis har Frovin Vinduer & Døre øget resultat før skat fra 84.000 kroner i 2016 til 3,4 millioner kroner i 2017.
Ligeledes har den nordjyske vinduesproducent Outline Vinduer, der udgør den største spiller i Inwido Denmark, oplevet fremgang og omsatte i 2017 for 457 millioner kroner mod 385 kroner året før.
Investeringer og effektivisering
Dertil er Inwido Denmarks regnskab påvirket af, at man gennem året har haft et fortsat højt fokus på effektivisering inden for både produktion, administration og salg.
Blandt har man investeret godt 20 millioner kroner, hvoraf størstedelen af pengene er gået til produktudvikling, maskiner og lignende.
- Det er en løbende proces, som også hænger sammen med, at vi i modsætning til en del af vores konkurrenter har en dansk produktion. For selvfølgelig er en dansk lønkrone dyrere end en polsk, men vi har valgt det, fordi vi kan se, at danske medarbejdere tager ansvar på en anden måde, er dygtige og dedikerede, siger Asger Drewes Jørgensen.
2018 med fokus på integration
I 2018 forventer Inwido, at den forventede fortsatte vækst i byggebranchen vil øge aktiviteten i selskabet yderligere. Det vil dog ske i et vanskeligt marked, hvor man oplever en fortsat markant priskonkurrence.
Derudover vil et af temaerne for året blive integrationen af Bøjsø og Outrup, som Inwido nu har overtaget det fulde driftsansvar for.
- Det er klart, at det at integrere to nye virksomheder helt naturligt kommer til at farve 2018, siger Asger Drewes Jørgensen.
t. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.027.159 | 833.737 |
Resultat af primær drift | 142.929 | 93.904 |
Resultat før skat | 124.634 | 80.776 |
Årets resultat | 72.320 | 59.971 |
Balancesum | 1.198.737 | 1.369.064 |
Egenkapital | 378.421 | 323.293 |
Antal ansatte | 735 | 1.005 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |
t. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 456.633 | 385.132 |
Resultat af primær drift | 71.489 | 52.576 |
Resultat før skat | 70.393 | 51.471 |
Årets resultat | 54.903 | 40.131 |
Balancesum | 195.878 | 175.571 |
Egenkapital | 113.561 | 98.658 |
Antal ansatte | 253 | 228 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |
t. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 7.301 | 6.125 |
Resultat af primær drift | 3.457 | 264 |
Resultat før skat | 3.428 | 84 |
Årets resultat | 2.850 | -118 |
Balancesum | 11.936 | 5.434 |
Egenkapital | 5.589 | 2.739 |
Antal ansatte | 6 | 10 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |
t. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 409.851 | 380.264 |
Resultat af ordinær primær drift | 104.567 | 100.290 |
Resultat før skat | 106.349 | 100.290 |
Årets resultat | 82.951 | 79.303 |
Balancesum | 184.076 | 171.713 |
Egenkapital | 120.092 | 107.141 |
Antal ansatte | 242 | 216 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |