Genslyngning af Skjern Å kommer på udstilling
Genslyngningen af Skjern Å, der blev færdigggjort i 2003, genskabte et vigtigt naturområde.
Men ifølge landskabsarkitekt Thomas Juel Clemmensen fra Arkitektskolen Aarhus, er det en væsentlig mangel, at man ikke har bevaret mere af det tidligere afvandingsprojekt. Et vigtigt spor fra datidens landbrugskultur og naturopfattelse.
- Jeg er på ingen måder modstander af, at man har genslynget Skjern Å. Med genslyngningen af åen har vandmiljøet fået det bedre, og der er skabt vigtige levesteder for flora og fauna, hvilket er til stor glæde for alle naturinteresserede. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man i den grad har slettet sporene efter 1960’ernes ambitiøse afvandingsprojekt, siger Thomas Juel Clemmensen, der i morgen åbner udstillingen Kulturnatur i Vestjyllands Kunstpavillon, i en pressemeddelelse.
Vi skal sanse fortiden
Formålet med udstillingen er ikke at pege fingre af naturgenopretningen i Skjern Enge. Derimod skal udstillingen pege fremad, og understrege vigtigheden af, at man inddrager landskabets forskellige kulturhistoriske lag, når man naturgenopretter.
- Vores forhold til naturen er i konstant forandring. Derfor er det vigtigt, at bevare landskabelige elementer, som kan bevidne forskellige tiders forhold til naturen. Det kan styrke et meningsfuldt forhold til vores omgivelser og gøre os bedre til i at passe på miljøet, understreger Thomas Juel Clemmensen i pressemeddelelsen og uddyber:
- Forskellige naturopfattelser og skiftende brug af landskabet kan man selvfølgelig læse om i bøger og på informationstavler. Men hvis man eksempelvis havde bevaret mere af hovedkanalen, som blev slettet ved genslyngningen af åen, kunne vi også haveoplevet og sanset disse forandringer. Akkurat sansning understøtter forståelse.
Inspiration fra Schweiz
Udstillingen rummer eksempler på, hvordan hovedkanalen fra 1960’ernes store og ambitiøse afvandingsprojekt kunne være udnyttet konstruktivt i udformningen af den nye natur i Skjern Enge. Inspirationen er hentet fra Schweiz, hvor man restaurerede vandløbet Aire og på forbilledlig vis tilgodeså både natur- og kulturarv.
- Den oprindelige tanke med Aire var, ligesom med Skjern Å, blot at genslynge vandløbet. Men gruppen bag projektet lagde vægt på også at fastholde kanalen som et vigtigt element i landskabet. Resultatet blev et nyt naturligt vandløb parallelt med den eksisterende kanal - fortid og fremtid i skøn forening. Det er en spændende tilgang til landskabstransformation, som vi herhjemme i Danmark godt kan lade os inspirere af, siger Thomas Juel Clemmensen.
Thomas Juel Clemmensen udgiver samtidig med udstillingen en bog, hvori man kan læse nærmere om hans tanker vedrørende de to naturgenopretningsprojekter.
brahe