Renovering af indeklima i vuggestuer og børnehaver
Når lille Sofia og Johan tonser rundt i vuggestuen dagen lang, er det vigtigt, at indeklimaet er godt. Vuggestuer og børnehaver huser mange børn og voksne, og det kræver en indsats at opretholde et godt indeklima, og dermed forbedre både børnenes og de ansattes velvære og koncentrationsevne. Omvendt har et dårligt indeklima negative effekter på kort og lang sigt. Faktisk vurderer Sundhedsstyrelsen, at vi danskere årligt taber 22.000 sunde leveår på grund af dårligt indeklima.
Målinger og erfaringer
Derfor ønsker Venstre i København at få analyseret indeklimaet i de københavnske daginstitutioner for at afdække, hvorvidt luftkvaliteten bør forbedres. Konkret vil vi undersøge luftkvaliteten i en række ejendomme og udføre pilotforsøg i bygningerne for at få viden om de forskellige indsatsers effekt, for eksempel ændret brugeradfærd, større installationsændringer eller indgribende byggetekniske tiltag. Ud fra disse målinger og erfaringer kan vi så tilrettelægge, hvordan vi efterfølgende gennemfører indsatser for bedre indeklima i de øvrige børneinstitutioner og byens skoler.
Vi skal passe godt på børnene - ikke mindst når de udfolder sig i kommunens bygninger.
Artiklen er en del af temaet Debat.