23948sdkhjf

Regeringen vil skrotte lov: Bombe under branchen

Som led i regeringens ambition om at forenkle regler, lægger man op til at ophæve Lov om Offentlig Byggevirksomhed. Seks af branchens organisationer har nu skrevet til bygningsministeren og udtrykt stærk bekymring

Det siger ministeren

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) giver i et skriftligt svar til Licitationen - Byggeriets Dagblad følgende kommentar til sagen:

– For regeringen er det vigtigt at have fokus på effektivitet og færre regler i byggeriet. Som et redskab hertil foreslår vi at ophæve lov om offentlig byggevirksomhed. Formålet med ophævelsen er at skære ind til benet og fjerne regulering, der ikke fremmer et omkostningseffektivt byggeri. Vi har en målsætning om, at det offentlige er effektiv i sin byggevirksomhed og går foran i udvikling og afprøvning af nye metoder og teknologier. Dynamiske og operationelle vejledninger skal give de offentlige myndigheder mulighed for – på en mere fleksibel måde og i samspil med markedet – at bygge mere effektivt og med færre omkostninger.

Som konsekvens af den forslåede ophævelse af lov om offentlig byggevirksomhed foreslås det også, at AB-cirkulærerne ophæves per 1. juli 2018. AB-systemet er ved at blive revideret, så det bliver mere tidssvarende, og det forventes, at et nyt aftalesystem vil være på plads i foråret 2018. Det er en præmis for revisionen af AB-systemet, at de nye aftaledokumenter kan anvendes uden usaglige fravigelser af alle byggeriets parter. Ophævelsen af AB-cirkulærerne ændrer ikke ved den præmis. Det er derfor den klare forventning, at de statslige bygherrer vil anvende det nye AB-system uden usaglige fravigelser, også selvom de ikke længere vil være forpligtede af et cirkulære.

Regeringen har tidligere på året i regi af Virksomhedsforum tilkendegivet, at vi vil arbejde for, at der for offentlige bygherrer indføres et ”følg eller forklar”-princip omkring AB-systemet. Indførelsen af dette princip forudsætter, at det reviderede AB-system opfylder målene for revisionsarbejdet.

– Den planlagte ophævelse af lov om offentlig byggevirksomhed har givet anledning til reaktioner fra branchen, og jeg har derfor inviteret byggeriets brancheorganisationer til et møde, hvor vi skal drøfte sagen.

Regeringens planer om at ophæve den lov, der danner rammen om offentlige byggeopgaver er en bombe under branchen.

Det mener en lang række af byggeriets organisationer, der i en fælles henvendelse til transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) udtrykker "stærk bekymring" over, at ministeren vil sløjfe den såkaldte Lov om Offentlig Byggevirksomhed (LOB) og Pris- og tid-cirkulæret.

Ophævelsen sker som led i regeringens ønske om at regelforenkle, men kan få store konsekvenser for den fremtidige kontrahering af offentlige byggeopgaver, mener Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Tekniq, Dansk Byggeri, Håndværksrådet og DI Byg, der alle er medunderskrivere på brevet.

I Dansk Byggeri har erhvervspolitisk direktør, Torben Liborius svært ved at forstå, hvorfor regeringen vil ophæve loven.

- I den tid jeg har arbejdet med det her, har jeg ikke set et lovgivningsmæssigt tiltag, der vil ramme så hårdt. Vi kan simpelthen ikke se, at nogen skulle have fordele af det, forenkling af dagligdagen giver det ikke, for man afskaffer en velkendt ramme til fordel for at forhandle forfra hver gang. Visse dele kan godt forenkles, og det bidrager vi meget gerne til, men at afskaffe loven helt, vil vi fraråde, siger han.

Et paradigmeskifte
Ud over, at LOB og Pris- og tid-cirkulæret i dag udgør et vigtigt grundlag for gennemførelsen af statslige bygge- og anlægsarbejder så udgør lovene også rammen for AB-systemet og dermed forpligtelsen til at bruge det. I stedet lægger man op til, at byggeriets aftalesystem nu skal nedfældes i en vejledning og dermed være frivilligt.

- Det er et paradigmeskifte i måden at organisere statslige byggeprojekter på. Nu har vi i mange år haft velkendte etablerede rammer for at bygge for det offentlige, nu introducerer man et nyt regime med stor usikkerhed. Konsekvensen bliver, at staten kan ende med at få dårligere og dyrere tilbud, siger Torben Liborius.

Pris- og tid-cirkulæret betyder, at risikoen for stigning i eksempelvis materialepriser eller lønninger under byggeprocessen ligger hos bygherren. Men med afskaffelsen af cirkulæret vil den i stedet ligge på entreprenøren, forklarer Torben Liborius.

- Når man afskaffer den indeksering, der sker i dag, og byggeriet strækker sig over måske flere år, presser man dermed entreprenørerne til i stedet at skulle gætte, og det vil give tilbud med højere priser, fordi de nu skal gætte på, hvordan priser og lønninger vil udvikle sig. Det giver et helt nyt usikkerhedselement. Men nu har vi heldigvis snart en drøftelse med Ole Birk Olesen, så lander vi forhåbentlig med poterne nedad, siger han.

Dyrere byggeri
I 2015 nedsatte daværende klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) af udvalg bestående af byggeriets centrale aftaleparter til at lave en revision af AB-systemet. Arbejdet er stadig i gang, men med regeringens livtag med LOB vil hele det arbejde bliver undergravet, mener Henrik Garver, adm. direktør i FRI.

- Hvis ikke det reviderede AB-system bliver fulgt op af et cirkulære, men blot en vejledning, så vil man ikke rette sig efter det. Konsekvensen bliver, at der er større risici omkring projekter og kontraktvilkår og der vil skulle flere jurister ind over for at sikre kontrakter fra gang til gang. Det vil give et dyrere byggeri, siger han.

Også hos DI Byg mener man, at AB-systemet er vigtigt.

- Det afgørende for DI Byg er, at de parter der indgår i AB-aftalerne, også efterfølgende bruger aftalerne, som de er, udtaler Elly Kjems Hove, branchedirektør i DI Byg.

Det er planen, at AB-udvalget i løbet af december færdiggør et udkast til et revideret system, som bliver sendt til høring den 20. december i år.

Læs mere: Danmarks Almene Boliger: AB-systemet betyder færre tvister

Revisionen af AB-systemet
  • Revisionen af AB-systemet har været undervejs siden foråret 2015, hvor daværende klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) nedsatte et reviderings- udvalg bestående af byggeriets centrale aftaleparter
    Udvalget består herudover af 13 andre repræsentanter fra offentlige og private organisationer
  • AB-aftalerne er agreed documents skal revisionsarbejdet ende med fuld enighed i udvalget om indholdet af det nye AB-system
  • I dag består AB-systemet af tre frivillige sæt af standardaftalevilkår, ABR 89, AB92 og ABT 93.
  • Revisionen har til hensigt at skabe et system, der er generelt anvendeligt på alle typer entrepriser, og hvor fravigelser udelukkende skal ske, hvis de er velbegrundende og nødvendige for aftaleindgåelsen. I dag fraviges AB-systemet hyppigt, fordi det ikke er tidssvarende, og det har medført uklarhed særligt om risiko- og ansvarsfordelingen ved konfliktløsning og skaber langtrukne og dyre konfliktløsninger.
  • Medio december 2017 færdiggør AB-udvalget et udkast, som bliver sendt til høring den 20. december 2017
  • Primo 2018 afholdes debatmøde om udkastet
  • Høringsperioden afsluttes formentlig den 14. februar 2018
  • AB-revisionen forventes vedtaget og offentliggjort den 2. maj 2018
    Kilde: Dansk Byggeri
Lov om offentlig byggevirksomhed
Lov om offentlig byggevirksomhed (LOB) er en bred bemyndigelseslov, der opstiller rammer for opførelse, om- og tilbygning af offentlige bygninger. Lovens formål er at sikre, at det offentlige er effektiv i sin bygge-, anlægs- og driftsvirksomhed og går foran i udvikling og afprøvning af nye metoder, samarbejdsformer, produkter og teknologier.

Der er i medfør af Lov om offentlig byggevirksomhed fastsat en række bekendtgørelser og vejledninger, som nærmere regulerer opførelse af offentlige byggerier. For eksempel kan nævnes bekendtgørelserne om IKT og Totaløkonomi.

1. juli 2011 blev Lov om offentlig byggevirksomhed udbredt, så regionalt og kommunalt byggeri med en anslået entreprisesum over 20 mio. kroner kan omfattes af de regler, som gælder for det statslige byggeri. Tidligere hed loven Statsbyggeloven og omfattede alene statsligt - og statsligt støttet byggeri.

Hele lovbekendtgørelsen kan læses på Retsinformations hjemmeside.
Kilde: Bygningsstyrelsen

Læs mere om: ab
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11