DAGENS LEDER: Lemp vilkårene for iværksættere
Hvor galt står det egentlig til med den danske iværksætterkultur? Ifølge organisationen Dansk Erhverv rigtigt skidt. Dansk Erhverv refererer en undersøgelse, der viser, at antallet af nye iværksættervirksomheder er langt under niveauet fra før finanskrisen. Samtidig lever under 50 procent af iværksættervirksomhederne mere end fem år, og antallet af danske vækstvirksomheder er halveret siden 2003.
Med det in mente er det en række fornuftige anbefalinger, som regeringens Iværksætterpanel er kommet med. For med en af de højeste aktiebeskatninger i Europa og en mindre adgang til kapital end eksempelvis Sverige er danske iværksættervirksomheder allerede langt bagud på point.
Derfor er adgangen til kapital et fornuftigt sted at starte for at fremme iværksætteriet herhjemme. Det skal gøres nemmere at investere i de mindre virksomheder og disse investeringer skal ikke beskattes hårdt. Det må nemlig godt blive en folkesport at investere i aktier. Det kan komme både virksomheder, men også folks privatøkonomi til gode.
Iværksættere bør egentlig i langt højere grad hyldes som helte. For selvfølgelig skaber de værdi for dem selv, men så sandelig også for samfundet i form af arbejdspladser. Det er hårdt arbejde, og derfor bør man eksempelvis ikke se ned på de iværksættere, der måske er krakket en gang eller to med deres virksomheder. Det bliver man ikke nødvendigvis konkursrytter af.
Skal der skabes vækst herhjemme kræver det flere virksomheder, og derfor skal det være nemmere at blive iværksætter.