Nyt om navne
Ejendomsforeningen Danmark
Den 1. december tiltræder Jannick Nytoft som ny adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark.
45-årige Jannick Nytoft har siden 2009 været adm. direktør i DVCA, der er brancheorganisation for venture- og kapitalfonde samt business angels.
Med i rygsækken har den nye adm. direktør, der er uddannet cand.scient.pol og journalist, erfaringer fra tidligere jobs som politisk chef i PenSam, kommunikationschef i Plastindustrien i Danmark og som partner i en konsulentvirksomhed.
Desuden har Jannick Nytoft været viceborgmester i Albertslund. Jannick Nytoft fortæller, at han altid har fundet ejendomsbranchen spændende.
Gangsted Advokatfirma
Gangsted Advokatfirma har taget konsekvensen af en stigning i tilgangen af finansieringsmandater inden for fast ejendom og finansiering af sol- og vindenergi og oprettet en decideret afdeling for bank- og finansieringsret.
I den forbindelse knyttes Andreas Tamasauskas som ny partner hos Gangsted Advokatfirma og som leder af den nye afdeling for bank- og finansieringsret, skriver Estate Media.
Samtidig er advokat Kenneth Kring ansat. Han vil særlig have fokus på etablering af ejendomsinvesteringsstukturer samt selskabsret generelt.
Afdelingen for bank- og finansieringsret vil inden for den nærmeste tid blive yderligere styrket via tilgang af flere jurister inden for fagområdet, oplyser Gangsted Advokatfirma.
Gangsted Advokatfirma ændrede tidligere på året på strukturen i partnerkredsen, hvilket betød et farvel til Christian Gangsted-Rasmussen og en ændring af virksomhedens navn fra Gangsted Rasmussen til Gangsted Advokatfirma.
Capman
Vicedirektør i CapMan, Joakim Frimodig, er blevet udpeget som CEO af bestyrelsen i den finske ejendomsinvestor. Han har fungeret som midlertidig CEO siden 4. maj 2017.
Torsten Bjerregaard er Managing Partner i Danmark, hvor han suppleres af blandt andet Peter Gill som Investment Director.