23948sdkhjf

VVS-firma får bøde for karteldannelse

OPDATERET: Fredensborg VVS-Teknik A/S har fået en bøde på én mio. kroner for at koordinere tilbud på flere byggeprojekter i hovedstaden

Opdateret 15/8-17 kl. 13.40 med kommentar fra Fredensborg VVS-Teknik.

Det nordsjællandske VVS-firma Fredensborg VVS-Teknik A/S har betalt en bøde på én million kroner for at have koordineret tilbud med en konkurrent på fem byggeprojekter i 2012 og 2013.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Fredensborg VVS-Teknik har udvekslet og koordineret oplysninger om priser og andre vilkår med en konkurrent i forbindelse med tilbud på fem byggeprojekter. Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven, som både skader byggebranchen og bygherrerne, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, i en pressemeddelelse.

De fem projekter

De fem byggeprojekter, som er omfattet af sagen, ligger alle i københavnsområdet: 

  • Vibenhus Skole 
  • Boligbyggeriet "Domea Følager", 
  • Den nye krydstogtsterminal 
  • To projekter på Nørre Gymnasium 

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 

Samarbejde lemper bøde
Fem byggeprojekter i københavnsområdet har været udsat for kartelaftaler, hvor Fredensborg VVS-Teknik har koordineret tilbud på byggeopgaver med en konkurrent. Sagerne mod konkurrenten er endnu ikke afsluttet.

Fredensborg VVS-Teknik har accepteret afgørelsen og betalt bøden på én million kroner for overtrædelse af konkurrenceloven, bekræfter direktør Mogens Muff.

- Sådan noget må bare ikke forekomme, og der kan kun være én konsekvens ved sådan noget, og det er at erkende det, og så gøre hvad man kan for at komme videre.

- Vi har samarbejdet med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og betalt bøden, og så ser vi ellers fremad nu, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

De fem sager foregik i 2012 og 2013, og virksomheden har siden da skiftet ud i ledelsen, fortæller direktør Mogens Muff. 

- Der er ingen tilbage i direktionen og bestyrelsen fra den tid, hvor det er foregået, siger han. Mogens Muff blev ansat som direktør i 2014.

Bødens størrelse afspejler, at Fredensborg VVS-Teknik har samarbejdet om sagens afgørelse. Der er desuden lagt vægt på virksomhedens betalingsevne, og på at tre af sagens fem forhold er begået, før straffen for overtrædelser af konkurrenceloven blev skærpet pr. 1. marts i 2013. I øvrigt er bødens størrelse fastsat ud fra overtrædelsens grovhed og varighed samt virksomhedens omsætning.

Bøden på én mio. kroner kommer til at sætte spor i regnskabet, som virksomheden er ved at aflægge, ifølge direktøren.

- Det er et voldsomt beløb, og vi kommer ud med underskud, siger han.

Styrelse modtog et tip
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indledte i 2015 en efterforskning af sagen efter at have fået et tip.

Siden anmeldte Konkurrencerådet sagen til Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på strafferetlig forfølgelse.

Læs mere: Karteldømt virksomhed fik nedsat bøde

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141