Fundamentet er lagt til KB-Hallens genopstandelse
Med Einar Kornerup A/S som hovedentreprenør er Kjøbenhavns Boldklub, i daglig tale KB, nu godt i gang med at genopføre KB Hallen, der nedbrændte i 2011.
Glostrup-entreprenøren har afsluttet arbejdet med at støbe fundamentet og er netop nu ved at forberede bunddækket i det 9.500 kvadratmeter store byggeri på Peter Bangsvej, der er tegnet af Christensen & Co. Arkitekter.
Forud er gået et langstrakt forløb med at færdiggøre de store og specielle punktfundamenter, som skal bære KB-Hallens fem gigantiske stålbuer.
Stålbuernes frie spænd på hele 40 meter i kombination med en afstand mellem buerne på op til 13 meter stiller nemlig meget store krav til bygningens fundering, oplyser teknisk chef Johnny Enghoff fra Celsa Steel Service, som har haft til opgave at projektere, producere og levere al armering til fundamentet.
De fem stålbuer funderes i punktfundamenter på 4 x 6 meter, som forbindes på tværs af bygningen med korrugerede trækrør nedlagt i bundpladen. Heri trækkes tværgående spændarmering, som efterfølgende spændes op, hvorefter trækrørene udstøbes med beton.
- En opbygning som ofte anvendes ved bygning af broer, oplyser Johnny Enghoff.
Celsa Steel Service har foruden rullearmering og bøjler til bundpladen også stået for levering af armeringskurve til to elevatorgrupper og en løftebordsgruppe.