DAGENS LEDER: Byggeriets store kunder er på plads
Når nytårsklokkerne ringer 2018 ind den 1. januar næste år, er det samtidig et goddag til helt nye byråd og regionsråd i landets 98 kommuner og fem regioner.
Kandidaterne ved kommunalvalget den 21. november har nu fået de anlægsrammer, de skal operere inden for i tilfælde af valg, efter både Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er nået til enighed med regeringen om kommunerne og regionernes økonomi i 2018.
Særligt for kommunerne blev det langt fra det blodbad, som ikke mindst bygge- og anlægsbranchen havde frygtet, efter finansminister Kristian Jensen (V) havde bebudet nedskæringer på anlægsbudgetterne til 15 mia. kroner. Omvendt har Dansk Byggeri vurderet behovet til 19 mia. kroner, mens den endelig økonomiaftale mellem kommuner og regeringen landede på et anlægsbudget på 17 mia. kroner. For regionerne lander anlægsbudgettet på 7,2 mia. kroner.
Set i lyset af, at de 98 kommuner er nogle af bygge- og anlægsvirksomhedernes største kunder, må der drages et lettelsens suk rundt om i branchen. Når ikke mindst de statslige investeringer på eksempelvis vejområdet ser ud til at stå i stampe i de kommende år, er det altafgørende, at der er aktivitet på det kommunale område.
I forvejen lider de kommunale veje under et stort efterslæb, og mange skoler trænger til en kærlig hånd. Det bliver forhåbentlig emner i den kommunale valgkamp, og man kan man jo kun håbe, at løfter om udbedring bliver til konkret handling.