DAGENS LEDER: Udlandet kan blive et attraktivt tilvalg
Den hjemlige byggeaktivitet har en opadgående pil. Ordrebøgerne i mange bygge- og anlægsvirksomheder bliver stadig tykkere, og flere steder meldes der allerede nu om problemer med manglende arbejdskraft.
Det er blandt andet på denne baggrund, at DI Byg nu går ud med en opfordring til, at virksomhederne spejder mod udlandet i jagten på meromsætning. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at byggeaktiviteten på Danmarks nære eksportmarkeder, Sverige og Tyskland, er i voldsom vækst.
Nogle entreprenører har vovet at kaste sig ud i opgaver i eksempelvis Sverige, men med den byggeaktivitet, der er herhjemme i øjeblikket er det måske begrænset, hvor mange af ikke mindst de små og mellemstore bygge- og anlægsvirksomheder, der vil kigge uden for landets grænser i jagten på opgaver. Det kræver ikke bare tid og forberedelse, men også opbygning af et netværk i det pågældende land.
Det er i lige så høj grad byggematerialevirksomhederne, som bør udnytte det kæmpe potentiale, som den udenlandske byggeaktivitet giver. Flere af dem er i forvejen på nærmarkederne, men det er heller ikke mere end nogle uger siden, at en analyse fra Dansk Byggeri viste, at de her er under stort pres fra ikke mindst kineserne.
Der er ikke tvivl om, at det kræver hårdt arbejde at gå uden for landets grænser, og med den øjeblikkelige byggeaktivitet er det måske mindre attraktivt. Men tør virksomhederne satse og har økonomien til det allerede nu, kan de for alvor få et forspring.