Aarhusiansk kulturarv skal gentænkes

De seks team
|
Seks team af arkitekter og andre rådgivere blev i går udvalgt til at komme med bud på, hvordan Kulkransporet i Sydhavnskvarteret i Aarhus skal se ud.
Formålet med konkurrencen, som Aarhus Kommune har sat i gang, er en udvikling af området, og skal med tiden blive til en ny såkaldt oplevelsesforbindelse mellem midtbyen og havnekvarteret.
Ud af de 26 team, der har søgt om deltagelse i konkurrencen, er seks inviteret til at udarbejde hver deres forslag til, hvordan fremtidens Kulkranspor skal se ud (se faktaboks).
Mulighederne belyst
Blandt de udvalgte optræder flere forskellige virksomhedsprofiler og internationale deltagere, der kan være med til at sikre nuancerede bud på den nye forbindelse, håber folkene bag konkurrencen:
- Det er seks skarpe team, der er udvalgt til at komme med deres bud på fremtidens Kulkranspor, og de repræsenterer flere forskellige kompetencer, baggrunde og nationaliteter. Det giver os et spændende konkurrencefelt, som kommer til at belyse udviklingsmulighederne fra flere vinkler, og det bliver enormt spændende at se, hvad de finder på, og i hvilken retning de går, siger Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling, Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Sydhavnens gamle Kulkransspor, der tidligere har været brugt til at flytte kul til gasværket, udgør i dag en vigtig del af Aarhus’ kulturarv. Det vil det fortsat gøre, når det igen skal i funktion som åbningstrækket i udviklingen af kvarteret til en ny bydel - kendetegnet ved erhverv, byliv og mangfoldighed.
Konkurrenceforslagene skal derfor vise, hvordan Kulkransporet kan styrke sammenhængen i hjertet af Aarhus, og hvordan erhverv, byliv og social mangfoldighed kan berige hinanden omkring denne nye stærke forbindelse.
New Yorker-stemning
"Kulkransporet har stort potentiale og åbner for masser af muligheder. Ud over at være forbindelsesled mellem midtbyen og Syd-havnskvarteret, kan omdannelsen af Kulkransporet være med til at skabe et nyt rekreativt byrum i sig selv, hvor tankerne ledes mod New Yorks populære High Line", skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
De udvalgte team går nu i gang med at udvikle deres projektforslag, som afleveres til september. I oktober udpeger bedømmelseskomiteen det eller de team, der skal gå videre i konkurrencen om at levere det endelige vinderforslag.
Det vindende forslag forventes udpeget i februar 2018.
kargaard