Farligt arbejde på metrobyggeri giver million-bøder
Byggeriet af Københavns nye metro er den danske arbejdsplads, der gennem de seneste fire år har fået allerflest bøder for farlige forhold. Det skriver Avisen.dk.
Det viser en omfattende aktindsigt i bødeforelæg fra Arbejdstilsynet og landets politikredse fra 2013 til 2016, som Avisen.dk har foretaget. Aktindsigten omfatter 1.627 bødeforlæg.
Tilsammen står virksomheder på metroen for bøder til en værdi på over tre millioner kroner efter 52 overtrædelser af love om arbejdsmiljø.
Den italienske byggegigant Salini Impregilo har hovedansvaret for at bygge metroen. Det sker gennem selskabet Copenhagen Metro Team.
Alene Copenhagen Metro Team har fået 35 bøder til en samlet sum på 2,2 millioner kroner. Det giver firmaet en suveræn førsteplads over de firmaer i Danmark, der har fået flest bøder.
Men også underentreprenørerne Seli Tunneling apS og Trevi Foundations Denmark A/S er at finde på en top 20 over danske virksomheder, der er blevet straffet flest gange fra 2013 til 2016.
Baggrunden for bøderne er alt fra mangelfuldt papirarbejde, arbejde i højden med fare for nedstyrtning, men også adskillige arbejdsulykker med voldsomme personskader til følge.
Seniorforsker Johnny Dyreborg fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker i arbejdsulykker og følger byggeriet af metroen. Han ser flere årsager til de mange bøder.
- Sikkerhedsproblemerne på metrobyggeriet har flere forklaringer. Blandt andet at der er mange udenlandske entreprenører, der bare vil tjene deres penge og så hjem igen. Sikkerheden er ikke så højt på deres dagsorden, og de rammes formentlig ikke i samme omfang på dårlig omtale, som et dansk firma, siger han.
Katrine Wied Christensen, chef for Arbejdstilsynets kontor vedrørende social dumping, byggeri og teknik, fortæller, at arbejdet med sikkerhed på metroen har været og stadig er problemfyldt.
- Det stadigt høje antal af afgørelser på metrobyggeriet viser, at der er et varieret fokus på sikkerhed og sikkerheds-koordinering på tværs af opgaverne på byggepladsen, samt en stor variation i forebyggelsen af arbejdsmiljøproblemer imellem de enkelte byggepladser, entreprenører og arbejdshold, skriver hun til Avisen.dk.
Underdirektør Sigurd Nissen-Petersen fra Copenhagen Metro Team finder det “beklageligt” og “utilfredsstillende”, at selskabet har fået så mange bøder, der også dækker over en hel del ulykker.
- En ulykke og en bøde er én for meget. Men når det er sagt, så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi har at gøre med et byggeri uden sidestykke i Danmark, hvor arbejdsmiljø-arbejdet hele tiden er en udfordring. Vi har kulturelle udfordringer, vi har sproglige udfordringer, vi har 24 forskellige nationaliteter på 23 forskellige pladser, hvilket gør, at vi konstant skal holde fokus på vores arbejdsmiljøarbejde, som vi har gjort det de seneste år, siger Sigurd Nissen-Petersen.
Han gør opmærksom på, at bøderne handler om forhold i fortiden og giver et afgrænset billede af arbejdsmiljøet på projektet.
- Bøderne fortæller en delhistorie om, hvad der er foregået før i tiden, men giver ikke noget præcist billede af, hvordan arbejdsmiljø-forholdene er aktuel. Vi kan se, at vores frekvens for ulykker er faldet med 30 procent fra 2015 til 2016. Det betød, at vi sidste år lå under landsgennemsnittet for ulykker i byggeriet, siger Sigurd Nissen-Petersen.