Aarsleff øger omsætningen
Aarsleff-koncernen går markant frem på toplinjen i de første tre måneder af indeværende regnskabsår.
Koncernens samlede omsætning steg med 14 procent til 2,9 mia. kroner i forhold til samme periode sidste år, og det er særligt Aarsleffs aktiviteter inden for segmentet Anlæg & Byggeri, som bidrager til fremgangen.
Her har enkelstående projekter afsluttet med resultater bedre end forventet, og segmentet Anlæg & Byggeri øger således omsætningen med 16 procent til 2,1 mia. kroner.
Særligt de udenlandske aktiviteter inden for anlæg og byggeri er kommet på fode igen. På samme tid i 2016 måtte Aarsleff se omsætningen uden for Danmark falde med 35 procent til 207 mio. kroner - primært fordi et projekt i Sverige nu var afsluttet. I de første tre kvartaler af regnskabsåret 2016/2017 er den udenlandske omsætning øget med 23 procent til nu 254 mio. kroner. Til gengæld bidrager omkostninger på tilbud til, at indtjeningen falder i segmentet.
"Segmentresultatet (EBIT) blev 62 mio. mod 78 mio. sidste regnskabsår og er som forventet ved regnskabsårets begyndelse. Resultatet er som forventet blandt andet påvirket af store tilbudsomkostninger på ekstraordinært store tilbud med lange forberedelsesperioder", skriver Aarsleff i regnskabet for 1. kvartal, der er offentliggjort fredag.
Fundering driller
Totalt noterer Aarsleff-koncernen sig dog, at resultatet i selskabet Per Aarsleff A/S, der vedrører de rene bygge- og anlægsaktiviteter, er bedre end forventet, som følge af en række enkeltstående projekter.
Mens de udenlandske aktiviteter inden for anlæg og byggeri går frem, så driller de udenlandske funderingsaktiviteter fortsat.
Omsætningen i Fundering steg godt nok med 19 procent til 438 mio. kroner - heraf bidrog udlandet med 250 mio. kroner eller en stigning på 18 procent.
Men totalt lever resultatet i de udenlandske funderingsaktiviteter ikke op til resultatet, hvilket primært skyldes, at Polen er tabsgivende grundet vanskelige markedsvilkår.
Inden for segmentet Rørteknik steg omsætningen med to procent til 416 mio.kroner. Her er første kvartal traditionelt højsæson og resultat på 31 mio. kroner er bedre end forventet.
Aarsleff-koncernen Aarsleff-koncernen etablerede i 2016 en holdingstruktur i koncernen, hvor det daværende Per Aarsleff A/S ændrede navn til Per Aarsleff Holding A/S, og der samtidig blev stiftet et nyt dansk selskab med navnet Per Aarsleff A/S. |
mio. kr. | 2016/2017 | 2015/2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 2916,6 | 2555,1 |
Bruttoresultat | 318,9 | 325,4 |
Driftsresultat | 102,9 | 122,8 |
Resultat før skat | 98,5 | 118,8 |
Resultat efter skat | 74,0 | 90,0 |
Egenkapital | 2579,2 | 2352,8 |
Antal ansatte | 6056 | 5364 |
Regnskabet for 1. kvartal er afsluttet den 31. december 2016 |