Dansk maskinimportør kårer årets forhandler
HCP, dansk importør af de italienske MultiOne minilæssere, hædrer dansk forhandler
Ordentlighed, ihærdighed og god service
Morten Kristensen, JMJ Brørup, er en beskeden mand, som ikke bryder sig om ordet succes. Men direkte adspurgt om årsagen til, at det er lykkes firmaet at sælge mange MultiOne’er, kan man lokke 3 årsager ud af ham. Det ene er ihærdighed, det andet er ordentlighed og så naturligvis service.
Ihærdigheden handler ganske enkelt om hele tiden at være parat, når kunderne beder om en demonstration, der er en mulighed for at komme på messe eller på anden måde møde potentielle kunder.
Ordentligheden har blandt andet at gøre med selve salgssituationen. ”Vi gør os virkelig umage med at sælge dét, kunden har behov for og ikke andet. For MultiOne kan det være løftekapacitet, hydraulikflow eller f.eks. kørselshastighed mellem opgaverne, der er vigtigt for den ene kunde. Og så måske smidighed og terrænegenskaber for en anden. Uanset hvad, prøver vi at afdække det reelle behov og sælge ud fra det. Og des flere vi sælger, jo bedre bliver vi til den del af arbejdet.
Den tredje årsag handler om noget så grundlæggende som god service. Man gør sig umage for at være hurtig uanset afstand og prøver også på at holde priserne på et fornuftigt niveau. ”Og det lykkes faktisk ganske godt, for vi sælger ganske ofte til flere i samme område – og så er det fordi, den første kunde er tilfreds. Utilfredshed spredes nemlig lynhurtigt”.
Tre leverancer op til jul
En MultiOne 7.3s til vedligeholdelses- og transportopgaver til ECCO ved Tønder, en MultiOne 6.3 SD til en entreprenør i Fredericiaområdet og en MultiOne 5.3 til opgaver i stalden hos en stor mælkeproducent ved Årre – så forskellige maskiner og kunder var i spil i dagene op til jul, da årets måske sidste leverancer skulle frem til de forventningsfulde kunder. I løbet af året er der også leveret til en skole, flere anlægsgartnere, en kirke, et hønseri, en rideskole og flere landmænd.
Og netop de mange forskellige kundegrupper og forskelligartede anvendelsesmuligheder er ifølge Morten Kristensen en af forklaringerne på det flow, der er i salget.
- Der er rigtigt mange forskellige kundetyper, der har fået øje på minilæsserne og deres utallige anvendelsesmuligheder. MultiOne leverer ca. 170 forskellige originalredskaber, men der er mange flere, og ret mange af dem er faktisk danskproducerede.
Han fortæller, at det virker som om mange overvejer at købe de knækstyrede minilæsserne og bruge dem som redskabsbærere, der så ydermere kan løfte højt og begå sig i terrænet – og i takt med at anvendelsesmulighederne bliver kendt vil markedet vokse.
- Maskinernes smidighed og evne til at løfte er velkendt, men den store hydraulikkapacitet til redskaber er en overraskelse for flere, og hvis man så fortæller, at de store modeller kan køre 40 km/h mellem arbejdsopgaverne, bliver de faktisk imponerede, siger han.
Han tror med andre ord ikke, at salgsmulighederne er udtømte i det sydlige Jylland – snarere at de lige er begyndt.