23948sdkhjf

Totalrenovering tiltrækker nye beboere

En omfattende totalrenovering af en boligafdeling i Holstebro har forvandlet halvtrætte tresserlejligheder til topmoderne, mere tilgængelige og komfortable nutidsboliger
Kæmpestor søgning og lange ventelister til en bolig har været resultatet for den almene boligforening Skovgården i Holstebro efter bebyggelsen har gennemgået en større renovering.

Totalrenoveringen betød blandt andet nye elevatorer og nye køkkener og badeværelser samt nye tekniske installationer.

Alt sammen forbedringer der har gjort det lettere for Boligselskabet Sct. Jørgen at fastholde de eksisterende beboere og tiltrække nye, konstaterer Holstebro-boligselskabets direktør, Anders Vestergaard.

- Fra at være en afdeling med almindelig, gennemsnitlig søgning, har Skovgården fået en kæmpestor søgning og en voldsomt lang venteliste, siger Anders Vestergaard i en pressemeddelelse.

Bliver mere attraktive

Ifølge Anders Vestergaard er løbende opdatering af lejemålene en vigtig opgave for et boligselskab.

Men han understreger, at huslejeniveauet skal kunne bære omkostningerne. Derfor er det også beboerdemokratiet, som i sidste ende afgør, hvor og hvor meget der skal renoveres. Beboerne i Sct. Jørgens afdelinger tager dog som regel godt imod renoveringsprojekter, konstaterer han.

- Der er ingen tvivl om, at de afdelinger, der har været igennem en stor renovering, rykker frem på listen over de mest søgte, siger Anders Vestergaard.

For 16 år siden fik den almene boligforening Skovgården i Holstebro, der er et 1960’er-boligkompleks oprindeligt forsynet med franske altaner, helt nye lukkede altaner.

Den tidligere altanlukning havde da heller ikke på nogen måde nået pensionsalderen og kunne have sikret beboerne mere anvendelige og energibesparende altaner mange år endnu. Men totalrenoveringen af Skovgården indebar blandt andet en nedrivning af bygningernes ydre skalmur.

Dermed kunne de eksisterende altaner ikke bevares. Til gengæld opstod der mulighed for at skabe en bedre og mere moderne altanløsning.

Samme leverandør

Som for 16 år siden landede altanopgaven hos altanleverandøren Windoor Danmark, og da udviklingen langt fra har stået stille i de 16 år, der er gået, kan beboerne i Skovgårdens 100 lejligheder nu glæde sig over langt mere komfortable altaner med en række praktiske forbedringer.

For eksempel mere eksklusive og rengøringsvenlige gulve i fiberbeton og fast tag over altanerne i de øverste etager mod tidligere skrånende glastag. Det faste tag isolerer bedre, forhindrer alt for stærk solindstråling og giver fuld ståhøjde på hele altanen.

- Man kan slet ikke sammenligne de altaner, beboerne nu har fået, med de gamle. Fordi renoveringen har været så gennemgribende, har man kunnet planlægge langt mere helhedspræget, siger Windoor Danmarks projektleder på opgaven Leif Lehrmann i en pressemeddelse.

Det betyder, at altanerne i stedet for at fremstå som en tilføjelse nu udgør et egentligt arkitektonisk element, der indgår naturligt i de renoverede facader og tilfører bygningerne ny lethed og elegance.

Det er blandt andet opnået ved brugen af opalglas i stedet for metalplader som brystningspartier.

Udvendigt har altanerne fået tilføjet jalousier med lister i hårdttræ, der patinerer smukt og naturligt.

De kører på glideskinner i hele altanens bredde og kan således skydes hen foran de store glaspartier for at bryde lyset og skærme mod, at andre kan kigge ind.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096