23948sdkhjf

Kloakering i det åbne land kommer under lup

Danske Kloakmestre vil undersøge bundfældningstanke, nedsivningsanlæg og tømningsmetoder
Der er noget galt, hvis et nedsivningsanlæg fungerer i mindre end 20 år.

Det mener brancheforeningen Danske Kloakmestre, som har sat de afgørende elementer i kloakering i det åbne land under lup.

Med foreningens tidligere formand, kloakmester Verner H. Kristiansen, som udfarende kraft, vil Danske Kloakmestre undersøge, om problemet er for dårlige bundfældningstanke, forkert placerede nedsivningsanlæg, eller om dårlig tømning medvirker til at ødelægge nedsivningsanlæggene.

- I mange tilfælde kan der måske være tale om noget af hver. I øjeblikket forsøger vi at finde grundejere, der har problemer med deres nedsivningsanlæg, og som vil lade os grave anlægget op for at finde årsagen. Jeg er bekendt med, at der nogle steder er anvendt bundfældningstanke, som aldrig er godkendt af Teknologisk Institut, fortæller Verner H. Kristiansen i en pressemeddelelse.

Den erfarne kloakmester har også kendskab til adskillige eksempler på, at der er etableret nedsivningsanlæg ude på en mark i drift.

Spildevand skal have ilt

- Et nedsivningsanlæg må ikke ligge på en mark, hvor der er trafik af landbrugsmaskiner og køretøjer. Spildevandet skal have ilt for at kunne omsættes. Hvis nedsivningsanlægget ligger ude på en mark, bliver jorden over og omkring det for kompakt. Vi har gravet ned til anlæg på marker og konstateret, at de har været helt slammet til og sorte. Det er en klar indikation af, at anlægget ikke har fået den fornødne ilt, siger Verner H. Kristiansen.

Han peger på, at nogle kommuner rask væk giver tilladelser til etablering af nedsivningsanlæg på marker.

- Det er i strid med reglerne. Men kloakbranchen er ikke uden skyld. For det er jo kloakmesteren, der søger om tilladelsen til den kunde, der gerne vi være fri for at have anlægget liggende i haven, hvor det rettelig hører til, fastslår Verner H. Kristiansen.

For dårlige tanke

Første trin i rensning af spildevand i det åbne land er bundfældningstanken, og Verner H. Kristiansen vurderer, at alt for mange tanke simpelthen ikke er af den nødvendige kvalitet.

- Fra bundfældningstanken pumpes spildevandet videre ud i nedsivningsanlægget. Hvis tanken ikke har fungeret efter hensigten, er det slam, der pumpes ud. Dermed slammer nedsivningsanlægget til og dør. Nogle producenter laver bundfældningstanke i en materialekvalitet, der simpelthen er for dårlig. De véd godt, at tanken måske går i stykker, men håber at den holder. Når en grundejer har investeret 50-60.000 kroner i et nedsivningsanlæg, bør det holde i mindst 20 år, siger Verner H. Kristiansen.

Bundfældningstankene skal tømmes mindst en gang om året. Hvis en tank ikke tømmes regelmæssigt, fyldes den med slam og oversvømmes, så spildevand og slam siver ud. Selve tømningen af tankene er også med på Verner H. Kristiansens tjekliste for Danske Kloakmestre.

- Nogle af de billige tanke er simpelthen vanskelige at tømme på grund af deres konstruktion. Derfor tager det længere tid for manden med slamsugeren. Og hvis han ikke sætter den faglige overligger højt, fristes han måske til at lave en for hurtig og ikke god nok tømning, siger Verner H. Kristiansen.

Netop tømningshastigheden sætter de såkaldte KSA-biler under en måske urimelig mistanke, vurderer kloakmesteren.

300.000 ejendomme

KSA står for Kombineret Slamsuger- og Afvandingssystem, men det er ikke KSA-systemet, der er problemet, men derimod anvendelsen af det.

- Slamsuger-bilen, der er udrustet med KSA-systemet, sikrer en effektiv slamafvanding på stedet. Sugeslangen stikkes ned i bundfældningstanken og tømmer den for indhold, som pumpes igennem KSA-systemet. I afvandingskammeret tilsættes polymer, som binder tørstoffet i slammet. Resultatet bliver, at KSA-bilen kører videre med det tørrede slam, mens det rene vand kan ledes tilbage, forklarer Verner H. Kristiansen.

Systemet er ganske glimrende og fungerer fint, vurderer den tidligere formand for Danske Kloakmestre. En forudsætning er dog, at operatøren, som er KSA-bilens fører, holder den faglige fane højt og sikrer en ordentlig og total tømning af bundfældningstanken. Det lader sig ikke gøre, hvis der tømmes 35 eller flere tanke i løbet af en dag.

- Hvis det sker, er det simpelthen svindel over for de grundejere, der betaler for at få tømt deres bundfældningstanke, men kun får tømt måske 75 eller 80 procent. Derfor er både selve tømningerne, tankenes kvalitet og nedsivningsanlæggene helt i fokus i vores undersøgelse, siger Verner H. Kristiansen.

Totalt har Danmark flere end 300.000 ejendomme beliggende i det åbne land. Verner H. Kristiansen vurderer, at omkring halvdelen af dem har et nedsivningsanlæg, der er godkendt efter de gældende regler fra 1983.

Det vil blandt andet sige, at anlægget skal etableres af en autoriseret kloakmester. Spildevand fra ejendommen skal forinden nedsivning ledes gennem en godkendt bundfældningstank. Og tanken skal være med mindst to kamre og med en samlet volumen på mindst to kubikmeter.

brahe


Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.298