23948sdkhjf

Transportminister vil forhandle om flere supercykelstier

Der er ikke flere penge i puljen til flere supercykelstier, men transportminister Hans Christian Schmidt (V) åbner for at forhandle om en ny cykelpulje. Oppositionen er skeptisk
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) åbner nu en dør på klem for at skaffe finansiering til etablering af nye, såkaldte ’supercykelstier’.

Den seneste, store statslige cykelpulje på en milliard kroner fra 2009 er ellers tom, og ministeren havde i første omgang afvist, at der var penge til flere supercykelstier.

Men efter en kraftig opfordring fra en række kommuner i hovedstadsområdet til at fortsætte arbejdet med at udbygge nettet af supercykelstier, vil transportministeren indkalde oppositionen til forhandling om en ny cykelpulje.

Det oplyser han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

"Jeg vil invitere partierne over til mig, og så vil jeg spørge dem, om de kunne tænke sig at bruge nogle af pengene fra aftalen om bedre og billigere kollektiv trafik til en cykelpulje," siger Hans Christian Schmidt.

Han henviser til en aftale, som blev indgået i 2012 mellem den daværende S-R-SF-regering, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om initiativer til sikring af en bedre og billigere kollektiv trafik.

I den forbindelse blev der øremærket i alt 189 mio. kroner til forbedringer af supercykelstier i de større byer. Midlerne skulle fungere som medfinansiering til kommunernes planer om etablering af supercykelstier. I 2015 blev der af den tidligere regering igen afsat en mindre pulje, men den er også tom nu.

Mangler 16 supercykelstier

Efter den oprindelige plan skulle der bygges et net af i alt 28 supercykelstier i hovedstadsområdet, hvoraf der stadig mangler 16.

Transportministeren vil ikke udtale sig om, hvor stort et beløb, der efter hans opfattelse er behov for til at bygge flere supercykelstier. Men han understreger, at pengene skal findes inden for den eksisterende ramme af aftalen om bedre og billigere kollektiv trafik.

"Der er en investeringsudfordring som følge af den tidligere regerings prioriteringer, og det gør, at der er optaget på alle hylder, fordi vi bruger pengene til noget andet. Men hvis jeg kan få partierne (bag aftalen om bedre og billigere kollektiv trafik, red.) til at aflyse nogle af de andre projekter, så er der ikke noget til hinder for, at vi bruger dem på supercykelstier. Det er lige vand på min mølle, for jeg går meget ind for cykelstier," siger Hans Christian Schmidt.

Han tilføjer, at han gerne ser konceptet med supercykelstier bredt mere ud i landet, ikke mindst af sundhedsmæssige hensyn.

Hos oppositionen tager man dog imod ministerens invitation med en vis skepsis.

"Det er fint, at han tager initiativ til at indkalde partierne, men Venstre er jo ikke med i forliget (om bedre og billigere kollektiv trafik, red.), så det er lidt en gratis omgang, når ministeren siger, han nu vil gøre noget. Indtil videre har hans egen regering jo gjort alt, hvad de kunne, for at obstruere i forhold til at bruge pengene fra puljen," siger Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokratiet.

Fodrer hunden med egen hale

Hos de radikale vil transportordfører Andreas Steenberg ikke sige nej til en kop kaffe hos transportministeren. Men han mener, at regeringen i realiteten vil fodre hunden med dens egen hale, fordi ministerens forslag går ud på at hente penge fra den eksisterende aftale om bedre og billigere kollektiv trafik.

"Jeg ser det ikke som en åbning fra ministeren, for han vil bare tvinge os til at droppe noget, der allerede er planlagt i aftalen," siger Andreas Steenberg og peger på, at der også ligger store ubrugtet milliardbeløb i Infrastrukturfonden.

"Sidste år var der 300 mio. kroner til overs i puljen til bedre og billigere kollektiv trafik, men dem fjernede regeringen. Så der er masser af frie midler. Problemet er bare, at Venstre skrotter et politisk forlig ved at de ikke vil udmønte pengene i puljen," siger den radikale ordfører.

DF er positiv

Hos Dansk Folkeparti er transportordfører Kim Christiansen (DF) mere positivt stemt over for ministerens invitation.

"Jeg møder gerne op, hvis ministeren indkalder til et møde. Vi synes generelt, det er fornuftigt at afsætte midler til cyklismen.

DF var også blandt de partier, der pressede mest på, da vi i 2009 afsatte en milliard kroner til cykler. Så vi er positive i forhold til at finde penge til supercykelstier, og der ligger masser af penge, både i aftalen om bedre og billigere kollektiv trafik og Infrastrukturfonden.

Indtil nu har vi dog ikke kunnet få lov til at bruge dem," siger Kim Christiansen.

Supercykelstier
Supercykelstier er et samarbejde mellem 23 kommuner og Region Hovedstaden om at skabe et netværk af cykelpendlerruter i høj kvalitet på tværs af kommunegrænser. Samarbejdet opstod i 2009 og består i foråret 2016 af 23 kommuner og Region Hovedstaden.
Formålet med supercykelstierne er at skabe et konkurrencedygtigt transportalternativ til biler og kollektiv trafik i hovedstadsområdet, så regionen får flere cykelpendlere. Supercykelstierne skal skabe øget fremkommelighed, give et bedre flow og tilbyde et tilgængeligt rutenet, der binder relevante bolig-, studie- og arbejdsområder sammen. Ruterne skal leve op til en række kvalitetskrav, for at få betegnelsen Supercykelsti.
Der er planlagt 28 ruter i et net af ca. 500 km. Heraf er der indtil videre bygget 12 supercykelstier.
De 28 ruter på samlet set ca. 500 kilometer rutenet er vurderet til at koste mellem 413 mio. kroner og 875 mio. kroner afhængigt af, hvilke løsninger man vælger.

Kilde: Supercykelstier
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125