23948sdkhjf

Samsø: Vi er ramt på størrelsen

Realiteten med kun en byggesagsbehandler spiller ind på mulighederne i sagsbehandlingstiden, fortæller områdechef
Hos Samsø Kommune, der i en ny opgørelse fra Dansk Byggeri bliver placeret som den langsomste kommune til at sagsbehandle byggesager, undrer teknisk forvaltningschef Søren Stengaard sig over tallene.

Ifølge Dansk Byggeri-opgørelsen har kommunen i 2015 i gennemsnit haft brug for 101 dage til at sagsbehandle en byggesag til trods for, at kommunen har et mål om at nå det inden for fire ugers tid.

”Det overrasker mig. Det var ikke det indtryk, jeg havde”, siger Søren Stengaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fortæller, at han har fået trukket en liste over sagsbehandlingstiden i 2016.

”Når vi tager den, så kan jeg se, at langt de fleste sager bliver behandlet inden for de fire uger”, siger han og fortsætter:

”Når det er sagt, så kan jeg også se, at der er sager, der trækker i den forkerte retning”.

Størrelse spiller ind

Han begrunder situationen med kommunens størrelse, og det at kommunen kun har en byggesagsbehandler ansat.

”Han bliver jo også syg og skal også have ferie”, siger Søren Stengaard og understreger, at da kommunen har knap så mange sager som andre kommuner, så rammer det i statistikken.

”Men som hovedregel overholder vi vores ambitioner på de fire uger. Vi vil selvfølgelig arbejde på, at det gør sig gældende på alle sager, men så længe, vi ikke er flere, end vi er, så vil vi blive ramt. Det er en sårbarhed, vi har”, fortsætter han og oplyser, at kommunen ingen officielle klager har fået over sagsbehandlingstiden.

”Det kan godt være, at de ringer ind for at høre, hvor de bliver af, og her er en fordel ved vores størrelse, at vi har en tæt dialog, så som regel finder vi ud af det”, fortæller han.

Læs mere om ventetider: " Ventetiden på byggetilladelser varierer voldsomt landet over ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109