Folketinget søger elektriker til rammeaftale
Det er nu muligt at byde på en rammeaftale vedrørende el-teknisk ejendomsservice på Folketingets ejendomme
I alt er der tale om cirka 68.000 bruttokvm bygninger fordelt på blandt andet Christiansborg Slot samt Folketingets medlemsboliger på Tordenskjoldgade og Anker Heegaards Gade i København. Og opgaverne dækker blandt andet etablering, flytning og gennemgang af ure, der viser, hvornår der er møder og afstemning i Folketingssalen.
Folketinget kan ikke garantere den valgte entreprenør en bestemt omsætning i aftaleperioden, men forventer, at der i gennemsnit er behov for to elektrikere på fuld tid, lyder det i udbudsmaterialet .
Derudover vil Folketinget have behov for at kunne tilkalde yderligere elektrikere fra entreprenøren til akutte opgaver. Entreprenøren skal derfor tilbyde et fast team af fire elektrikere, der skal være til rådighed.
Skal sikkerhedsgodkendes
Når der udføres opgaver, skal arbejdet som udgangspunkt udføres af elektrikere i det faste team, medmindre der er tale om en akut-opgave, hvor det ikke er muligt, eller opgaver, der kræver mere end fire elektrikere på samme tid.
Alle elektrikere og lærlinge skal imidlertid være sikkerhedsgodkendt hos Folketinget, inden de påbegynder arbejde på Folketingets bygninger, fortsættes det i udbudsmaterialet, hvor det også fremgår, at den etårige rammeaftale har en anslået værdi eksklusiv moms på ni mio. kroner, og at det er muligt at forlænge aftalen med op til to år.
Referencer spiller ind
Fem ventes prækvalificeret, og i udvælgelsen spiller især referencer en stor rolle.
”Der vil i evalueringen blive lagt særligt vægt på i hvilket omfang ansøgerne har erfaring med udførelse af tilsvarende el-tekniske opgaver i historiske/fredede bygninger”, lyder det.
Frist for modtagelse af ansøgninger om deltagelse er den 29. august kl. 12.