Onsdag er ny facade-dag
Gennem mere end to år har Enemærke & Petersen monteret 2.768 facadeelementer i et boligkompleks ved Aarhus. Men kun om onsdagen vel at mærke, for beboerne skal vide, hvornår de kan risikere at blive forstyrret af håndværkerne
For at imødekomme opgaven med udskiftning af de mange facader har E&P’s håndværkere nemlig arbejdet efter et skoleskema, som i detaljer har beskrevet, hvad de skulle lave – og ikke mindst hvornår. Og hver onsdag har der stået facadeudskiftning på skemaet.
”Vores skoleskema har været utrolig vigtigt for os hele vejen igennem projektet”, fortæller projektchef Peter Henneberg.
”Skemaet har gjort projektet mere gennemskueligt og mere forudsigeligt for beboerne, som hele tiden har vidst, hvornår det blev tid til, at vi skulle ind i deres lejlighed, og netop derfor har det været så vigtigt for os at overholde tidsplanen. Jeg tror på, at beboerne har haft en bedre oplevelse, fordi de har mærket på os, at vi var trygge i vores tidsplan”, fremhæver Peter Henneberg.
Det vigtige taktslag
Skoleskemaet og den omfattende planlægning har virket efter hensigten. E&P skulle montere 2.768 facadeelementer, og det sidste blev planmæssigt monteret onsdag den 12. maj kl. 12.03.
”Vi er meget stolte af, at stort set alle elementerne er monteret på de datoer, som vi fastsatte for mere end to et halvt år siden”, fortæller Peter Larsen, som er en af E&P’s mænd på projektet.
”Af de 173 montagedage er der kun tre, vi har flyttet fra den planlagte dag, og det var kun på grund af kraftig regn og vind. Vi er meget tilfredse med, at vi har holdt vores meget faste taktslag igennem hele projektet”.
Peter Henneberg uddyber tankerne bag taktslaget:
”Fra starten var det meget vigtigt for os at ramme det rigtige taktslag, men det opstod heldigvis hurtigt, efterhånden som vi kom i gang. Gentagelseseffekten har helt sikkert fremmet processen og har gjort, at vi har arbejdet mere effektivt. Forudsigeligheden, i at vi hver onsdag skulle montere facader, har gjort det nemt for os bag projektet, men også for beboerne og for bygherren”.
Omfattende renovering
Langkærparken består af 35 boligblokke, der blev opført i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. I 2014 var det blevet tid til en ansigtsløftning, og Al2bolig, som ejer Langkærparken, entrerede med Enemærke & Petersen, der er hovedentreprenør på den omfattende renovering. Renoveringen indebærer udskiftning af indgangsfacader og gavle og af køkkener og badeværelser. Desuden nedbrydes fire blokke til råhuset for derefter at blive genopbygget som såkaldte tilgængelighedsboliger med elevator.
tøtte