23948sdkhjf

Sweco Architects i Danmark får ny direktør

Arkitektvirksomheden har hentet en intern mand til posten som topchef. Mads Stenbæk Jakobsen vil blandt andet udvikle forretningen yderligere internationalt
Mads Stenbæk Jakobsen er tiltrådt som ny direktør for Sweco Architects A/S og erstatter Lone Busk, der efter flere år på posten har valgt at søge nye udfordringer.

Den nye direktør har været en del af arkitektvirksomheden i mange år.

”Jeg har været partner i en lang årrække og associeret partner før det. Egentlig har jeg været med fra starten med Skaarup & Jespersen, som blev opkøbt af Sweco”, siger Mads Stenbæk Jakobsen, der er uddannet både ingeniør og arkitekt.

”Jeg synes, det er oplagt at have de to kompetencer. Arkitektfaget bliver også mere komplekst, og kombinationen passer godt ind i den struktur, vi har i Sweco”, siger han og fortsætter:

”Arkitektfaget er min interesse og min store kærlighed, men jeg er glad for, at jeg har begge arenaer at spille på. Det giver en bedre forståelse”, fortsætter han og peger på en række opgaver, som har førsteprioritet med den nye rolle som direktør.

”Vi har nogle udfordringer men bestemt også nogle rigtig gode muligheder i forbindelse med, at Sweco opkøbte Grontmij sidste år. Det har gjort, at vi skal ud og finde nyt fodfæste i Danmark. Vi har brug for at definere os selv lidt. Det er min første opgave at synliggøre, at vi er en del af en organisation med en stor bredde, men at vi først og fremmest er arkitekter med stort a”, siger han.

Ændret i ledelsesstruktur

”Min opgave er også at udvikle vores forretning internationalt”, siger han og fremhæver, at det arbejde allerede er i fuld gang, og at man i den forbindelse også har ændret i ledelsesstrukturen.

Jørgen Beider vil fremover være leder for projektudvikling, Morten Toft leder af bygningsafdelingen og Mads Stenbæk Jakobsen direktør for og leder af landskabsafdelingen.

”Den ændrede ledelsesstruktur sikrer, at udlandsprojekter og projekter med stor kompleksitet vil blive prioriteret”, siger Mads Stenbæk Jakobsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236