Hæder til SkillsDenmark
SMV-prisen går i år til SkillsDenmark for med DM i Skills at sætte fokus på de dygtigste lærlinge og gøre konkurrencen til et årligt tilløbsstykke
Ud over at SkillsDenmark arrangerer de årlige Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser, DM i Skills, arbejder organisationen også for at fremme erhvervsuddannelsernes image, mener fonden, der overrakte prisen i går på Håndværksrådets repræsentantskabsmøde i København. Det er tredje gang, Fonden Håndværkets Hus uddeler SMV-prisen.
I forbindelse med overrækkelsen understreger Håndværksrådets formand Niels Techen, at prisen bliver givet til de mange personer, der står bag DM i Skills.
”SkillsDenmark får prisen på vegne af de mange personer og organisationer, der lægger et stort stykke arbejde, både før under og efter selve mesterskaberne, samt for at sikre en høj kvalitet på erhvervsuddannelserne. Men SkillsDenmark får også prisen for at sætte fokus på de dygtigste lærlinge, vi har, og for at få forældrene i tale under DM i Skills”, sagde han.
Flid og øvelse
Niels Techen pegede desuden på, at erhvervsuddannelserne i mange år har været døjet med manglende prestige.
”Derfor er DM i Skills en ganske særlig begivenhed, fordi vi med mesterskaberne får lov til at vise, hvad de allerdygtigste lærlinge kan. Hvor meget flid og øvelse, hvor meget engagement og faglig stolthed deltagerne udviser. Hvor svært og krævende der er at være den dygtigste håndværker inden for sit fag”.
SMV-prisen uddeles årligt på Håndværksrådets repræsentantskabsmøde til en modtager, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats i arbejdet for at skabe gode rammer for at etablere, drive og udvikle små og mellemstore virksomheder.
Sidste år gik SMV-prisen til til Københavns Tekniske Skole, der fik prisen for at tage udfordringen med erhvervsuddannelsesreformen op og for arbejdet med at styrke de dygtige elever.