23948sdkhjf

Service og struktur på byggepladsen

Udlejer og facilities management-udbyder indgår strategisk samarbejde
STRATEGI Cramo A/S og Biegga A/S har indgået et samarbejde og tilbyder nu en hel servicepakke til byggepladsen. Løsningen skal bane vej for, at entreprenøren udelukkende bruger sin tid på kerneforretningen.

Cramo er stærk på udlejning af maskiner og udstyr til byggeriet og tilbyder i den forbindelse også en række serviceydelser til kunderne. Det er blandt andet projektstyring, herunder byggepladsetablering og byggepladsstyring.

Den nye samarbejdspartner Biegga er stærk på facility management-delen og tilbyder en komplet servicering af byggepladsen – lige fra rengøring af skurvogne til portvagt og ekstra mandskab. Og det er inden for dette brede område, at Cramo og Biegga nu har indgået et samarbejde, som skal gøre det lettere for entreprenøren at koncentrere sig om selve byggeprocessen.

”Sammen med Cramo tilbyder vi nu en samlet facility management-pakkeløsning. Vi tager os kort fortalt af alle de opgaver, der ikke hører hjemme under entreprenørens kerneområde,” siger direktør Torben Lundager fra Biegga.

Kan det meste

Pakkeløsningen består af alt lige fra projektstyring til udlejning af maskiner og udstyr samt alle de forskellige serviceydelser, der får byggepladsen til at fungere i det daglige – fra jordarbejdet påbegyndes, til projektet bliver afleveret til bygherren. Det er opgaver, som entreprenøren dermed outsourcer.

Andre ydelser er blandt andet etablering af mandskabsfaciliteter, oprydning på byggepladsen, intern materialelogistik, etablering af midlertidige el-tavler og opsætning af hegn omkring byggepladsen.

”Samarbejdet med Biegga betyder, at vi nu får en langt bredere vifte af serviceydelser at tilbyde vores kunder. Og fremover får kunden vel at mærke kun én kontakt, som han skal henvende sig til, hvis der er spørgsmål om for eksempel materiel eller andre elementer i samarbejdet,” fortæller projektleder Michael Pedersen fra Cramo.

Optimering af driften

Cramo og Biegga har gennem nogle år testet samarbejdet i Sverige, og der er potentiale i resultaterne.

”For entreprenøren er det altafgørende, at budget og tidsplan kører efter bogen. Og i den forbindelse betyder byggepladsstyringen alt. Med den udvidede servicepakke, vi kan tilbyde sammen med Cramo, kan vi være med til at sikre, at der kommer struktur på tingene under hele byggeprocessen,” siger Torben Lundager.

De to samarbejdspartnere sætter fokus på entreprenørens driftsoptimering.

”Det betyder, at entreprenøren kan koncentrere sig om det, han er bedst til – og det er selve byggeprocesserne. Resten overlader han til os. På den måde undgår entreprenøren en masse panikløsninger og sparer tid, penge og besvær,” siger Michael Pedersen.

Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.246