23948sdkhjf

Regeringen vil give naturfagene et løft

Med et nyt udspil til en reform af de gymnasiale uddannelser vil regeringen styrke de naturvidenskabelige fag. Nødvendigt, mener ingeniørorganisationen FRI, der glæder sig over, at matematik fremover skal være mere anvendelsesorienteret
De naturvidenskabelige fag skal have et fagligt løft.

Det står klart, efter regeringen har præsenteret sit udspil til en reform af de gymnasiale uddannelser. For at styrke elevernes matematiske kompetencer skal matematik på B-niveau fremover være obligatorisk for elever på både hhx (handelsskolen) og i det almene gymnasium (stx). STX-elever skal derudover have fire naturvidenskabelige fag på C-niveau – fysik, biologi, kemi og naturgeografi.

Desuden lægger regeringen op til at lave en naturvidenskabsstrategi, der sikrer bedre sammenhæng mellem den naturvidenskabelige undervisning i folkeskolen, i gymnasiet og på de videregående uddannelser, ligesom koblingen til og samarbejdet med erhvervslivet skal styrkes.

”Vi har været i dialog med erhvervslivet og de sektorer, der møder eleverne senere på de videregående uddannelser eller ude på arbejdspladserne. Det har vi, fordi det er vigtigt, at vores uddannelser er koblet tæt op på det samfund, de er en del af. Den inspiration, vi har fået i løbet af det seneste år, har været med til at danne grundlag for det her udspil”, sagde minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), da hun flankeret af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går fremlagde udspillet.

Tydelig teknisk profil

For at styrke det faglige niveau hos fremtidens studenter vil regeringen indføre et karakterkrav til gymnasierne på 4 i dansk og matematik. Kravet indfases over tre år, så unge, der søger ind i 2017 og 2018, skal leve op til et adgangskrav på 2.

Eux’en, som kombinerer erhvervsuddannelserne med en gymnasial eksamen, fastholdes i sin nuværende form. Samtidig vil regeringen med udspillet sikre ligestilling mellem de treårige gymnasiale uddannelser (stx, hhx og htx) med en tydelig almen, merkantil eller teknisk profil og studieretninger, der peger frem mod videre uddannelse.

”Vi lægger op til en styrkelse af en række af fagene i det gymnasiale system – også fordi vi har behov for at styrke det faglige indhold i fagene og nytænke indholdet. Helt konkret vil vi sætte ind med en indsats i matematik B-faget, der skal gøres mere anvendelsesorienteret”, lød det fra Ellen Trane Nørby under præsentationen i Statsministeriets spejlsal.

Knap så teoretisk

Hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, kalder man det både er tiltrængt og helt nødvendigt, at der fremover vil blive udklækket studenter med bedre naturvidenskabelige kompetencer.

”Jeg hæfter mig ved, at ministeren siger, at matematik i fremtiden skal være mere anvendelsesorienteret og knap så teoretisk. Det er den rette vej at gå – især hvis gymnasier og virksomheder kan samarbejde og på den måde gøre den viden, eleverne får i skolen, levende, vedkommende og interessant for dem, som ministeren også lægger op til i udspillet,” siger Henrik Garver adm. direktør i FRI. Han pointerer desuden, at udspillet skaber et langt bedre fundament for, at flere unge kan vælge en ingeniøruddannelse eller en naturvidenskabelig karrierevej.

LO deler ikke FRI’s begejstring for udspillet. Her finder næstformand Ejner K. Holst ikke, at indførelsen af et karakterkrav på 4 er den afgørende udfordring i det samlede ungdomsuddannelsesbillede. Det er derimod at få ændret søgemønstrene, så flest muligt af de unge får mulighed for at vælge en ungdomsuddannelse, der fører til en relevant videreuddannelse, der igen fører til god beskæftigelse.

Regeringen begynder allerede i dag forhandlinger med folketingets øvrige partier. Gymnasieforligskredsen består foruden Venstre-regeringen af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.

Regeringen lægger op til, at Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet også indbydes til forhandlingerne.

Fra elev til studerende
Med udspillet til en gymnasiereform ønsker regeringen at styrke naturfagene.
Regeringen foreslår derfor:
Obligatorisk matematikniveau B i hhx og stx for de fleste – elever med en stærk sprogprofil er dog undtaget.
For at øge stx-elevernes naturvidenskabelige breddevidden skal alle elever fremover have obligatorisk fysik, biologi, kemi og naturgeografi på C-niveau.
Obligatorisk naturvidenskab B i stx. Det tidligere krav om, at alle elever skal have mindst ét af fagene biologi, fysik, kemi eller naturgeografi på minimum B-niveau, genindføres.
Nyt og tidssvarende it-fag
Geovidenskab A og bioteknologi A gøres til permanente fag
Omlægning af naturvidenskabeligt grundforløb i stx
National strategi for naturvidenskab
Kilde: Regeringen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11