23948sdkhjf

Forsvarsadvokat i byggekartelsag: Mail beviser absolut intet

Murerfirma fra Hillerød afviser at have gjort noget ulovligt, selv om firmaet har fået mail med prisforslag fra konkurrent
En mail fra en konkurrerende virksomhed med et forslag til en pris på en opgave, som begge virksomheder var indbudt til at give tilbud på, beviser ikke, at Hansen & Graversen Murermestre A/S (H&G) er skyldig i overtrædelse af konkurrenceloven.

Det hævdede virksomhedens forsvarsadvokat, da det Hillerød-baserede entreprenør- og murerfirma tirsdag i retten i Hillerød stod tiltalt for i et enkelt tilfælde at have overtrådt konkurrenceloven ved at have udvekslet priser med en konkurrent.

Den pågældende e-mail blev sendt fra Karl A. Hansen Entreprise A/S til H&G 30. november 2010. I en vedhæftet fil er der et forslag til et tilbud på en opgave på Frederiksberg Slot for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste.

Mailen blev fundet af politi og konkurrencemyndigheder i forlængelse af en ransagning hos fem entreprenørvirksomheder, herunder blandt andre Karl A. Hansen. Papirer og mails fundet ved ransagningerne har siden givet anledning til, at 33 virksomheder blev sigtet i sagskomplekset, der er blevet omtalt som det københavnske byggekartel.

Karl A. Hansen har erkendt sin skyld og har accepteret en bøde på 1,5 mio. kroner for i alt fem forhold, hvoraf det ene handler om den byggesag, som har ført til tiltale mod H&G.

Intet økonomisk motiv

Karl A. Hansens adm. direktør, Søren Derby Hansen, fortalte som vidne i retten i Hillerød, at han kort før tilbudsfristen 30. november blev ringet op af en person fra H&G, som han dog ikke kunne huske, hvem var, og blev bedt om hjælp, da H&G af en eller anden grund ikke kunne afgive pris på opgaven. 30. november om formiddagen sendte han et forslag til tilbud til en nu pensioneret konduktør i H&G – et tilbud på cirka 1,6 mio. kroner eller cirka 200.000 kroner over Karl A. Hansens eget tilbud.

Vidnet forklarede, at han havde gjort det for at hjælpe, og at der ikke var noget økonomisk motiv. Der blev ikke udbetalt vederlag for hjælpen.

H&G anvendte dog ikke tilbuddet og afgav et tilbud på godt 1,8 mio. kroner.

H&G’s direktør Palle Andersen kunne i retten fortælle, at ikke kendte til, at virksomheden skulle have lånt en pris og understregede, at han på et tidspunkt før 2010 i forbindelse med sagen om det såkaldte el-kartel havde givet en instruks til alle relevante medarbejdere om, at der ikke måtte ske udveksling af tilbudspriser.

Ingen af de to virksomheder endte dog med at vinde opgaven. Det gjorde en tredje indbudt entreprenør.

Ikke strafbart at modtage mails

Anklagemyndigheden, repræsenteret ved Louise Algren fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), fandt det bevist, at der er sket udveksling af prisoplysninger mellem konkurrerende virksomheder og dermed en overtrædelse af konkurrenceloven og betegnede det som en forseelse i kategorien ”alvorlig overtrædelse”.

Forsvarets advokat Jan Aarup mente omvendt ikke, at anklageren havde løftet bevisbyrden.

”Det er ikke strafbart at modtage noget i sin mailboks. Hele denne sag bygger på denne mail, og der er intet i sagen der tyder på, at man har haft øje på mailen i forbindelse med sin tilbudsgivning. Hvorfor mailen dukker op, aner vi ikke. Anklagemyndigheden har ikke indkaldt konduktøren som vidne, så vi har kunnet høre hans forklaring. Det skal ikke komme tiltalte til skade”, sagde forsvarsadvokaten.

Han hævdede, at hvis henvendelsen fra H&G havde fundet sted, så var den uden betydning i den konkrete sag, fordi ingen af de to firmaer fik opgaven. Han kaldte det simpel uagtsomhed og påstod frifindelse.

Anklageren kaldte det uden betydning, at H&G havde afgivet et andet tilbud end det, som Karl A. Hansen havde foreslået.

Anklageren krævede en bøde på ikke under 400.000 kroner til virksomheden og 25.000 kroner til direktøren.

Forsvarsadvokaten mente, at der i givet fald skulle være tale om en væsentligt mindre bøde, fordi der er tale om ét forhold i en virksomhed med en omsætning på kun cirka 16 mio. kroner og et underskud på knap en halv mio. kroner i seneste regnskabsår.

Der afsiges dom i næste uge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11