Nyt om navne
I dag nyheder fra Orbicon, Unicon, Norddjurs Kommune og Drivhuseffekten
Andreas Hougaard, 38 år, er ansat som bygherrerådgiver og nøglekundeansvarlig hos rådgivningsvirksomheden Orbicon.
Han er uddannet bygningskonstruktør fra Erhvervsakademiet i København og kommer fra en stilling som projektchef hos rådgivningsvirksomheden Sweco, hvor han i otte år arbejdede med bygge- og projektledelse samt salg.
Andreas Hougaard har derudover en uddannelse som kaptajn fra Hærens Officerskole og har været udsendt som chef for ingeniørtropperne i Kosovo og i Irak.
Fra Orbicons kontor i Ballerup skal han arbejde med tilbudsgivning, bygge- og projektledelse samt have ansvar for nøglekunder.
Andreas Hougaard bor på Frederiksberg med sin kone og parrets datter.
Unicon
Allan Dahl, 47 år, er ansat som key account manager på Fyn hos betonproducenten Unicon.
Han er oprindeligt handelsuddannet inden for trælast og kommer senest fra en stilling som distriktschef hos maskinimportøren og -forhandleren NC Nielsen. Tidligere har Allan Dahl arbejdet som account manager hos elværktøjsvirksomheden Hilti Danmark.
Norddjurs Kommune
Hanne Broe, 53 år, er ansat som chef for planlægning, kultur og natur hos Norddjurs Kommune.
Hanne Broe er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus og kommer senest fra en stilling som gruppeleder i Samsø Kommune.
Efter sin eksamen arbejdede Hanne Broe hos jyske arkitektfirmaer, indtil hun i 1998 blev ansat som arkitekt ved Horsens Kommunes tekniske forvaltning. Fra 2008 til 2014 arbejdede hun hos konsulentfirmaet Abilon Search & Management i Hinnerup.
Drivhuseffekten
Bjarne Rasmussen, direktør for og indehaver af solcellevirksomheden Drivhuseffekten, fylder 60 år i dag.
Han er cand.polit. fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet hos blandt andre Energistyrelsen og rådgivningsvirksomheden Carl Bro (i dag Sweco).
Bjarne Rasmussen stiftede Drivhuseffekten i 2007.